11. november 2010

Racister angreb flygtningecenter for børn i Jægerspris

Fredag d. 22. oktober blev tre mindreårige flygtninge udsat for et voldeligt overfald, i Jægerspris by. Senere angreb voldsmændene flygtningecentret, hvor de tre mindreårige har ophold.

Flygtningene, tre drenge, var på vej hjem til flygtningecentret i Jægerspris. Ved Hovedgaden blev de overfaldet af tre unge danske mænd, der kom med racistiske tilråb, slog og kastede med flasker. De tre flygtninge søgte sammen med en voksen aftenvagt tilflugt på asylcentret. Kort efter vendte overfaldsmændene dog tilbage, sammen med yderligere to mænd, og bevæbnet med baseballkøller og knive.

Overfaldsmændene smadrede ruder ved hovedindgangen, og forsøgte at tiltvinge sig adgang til centrets beboere, blandt andet ved at true personalet på livet med kniv. Det lykkedes dog at holde dem ude, og tilkalde politiet. Da politiet ankom flygtede overfaldsmændene, og politiet har ikke fundet dem siden.

Utroligt nok er sagen blev henlagt af politiet, og yderligere efterforskning er således indstillet. Nyheden om episoden er, selvom der er gået tre uger, først nu kommet til offentlighedens kendskab via en artikel i Lokalavisen.

Flygtningecentret i Jægerspris er beboet af en gruppe på 43 børn og unge i alderen 15-18. Beboerne er primært flygtninge fra Afghanistan.

Læs artiklen hos Lokalavisen