19. juni 2015

visAvis #11 leder

Vi har den store ære og fornøjelse at bringe lederen fra den kommende udgave af det asylpolitiske magasin visAvis’ 11. nummer, der lanceres i morgen søndag. Teksten er skrevet af visAvis.

I skrivende stund kæmper hundredevis af bådmigranter mod druknedøden ud for den libyske kyst. Det sker bare få dage efter en lignende tragedie, hvor yderligere omkring 400 mennesker druknede ud for Lampedusa. Det anslås at mere end 1.800 allerede er druknet på vej til Europa i de første fire måneder af 2015, der tegner til at blive årtusindets hidtil dødeligste år for migranter på Middelhavet. Verdenssamfundet står over for sin måske største migrationskrise nogensinde. Det er ikke længere muligt at ignorere, og bådmigranterne har da også langt om længe fanget både mediers og politikeres opmærksomhed.

Det har dog desværre ikke resulteret i meget andet end den sædvanlige unuancerede fordømmelse af menneskesmuglere, og i værste fald har europæiske politikere udnyttet tragedierne på Middelhavet til at forsøge at afskrække andre fra at foretage samme rejse. Mens EU’s ledere har travlt med at fralægge sig ansvar og retfærdiggøre den fatale nedlæggelse af redningsaktionen Mare Nostrum, varmer danske politikere op til valgkamp ved at overbyde hinanden i fremmedfjendskhed i forsøg på at tiltrække stemmer.

I disse desperate tider er det - mere end nogensinde før - bydende nødvendigt at skabe en platform for de stemmer og synspunkter, der ellers ikke bliver hørt i diskurser om asyl og migration. Det forsøger vi at gøre med visAvis #11. I dette nummer ser vi nærmere på EU’s stadig strengere migrationskontrol og præsenterer analyser af de nye udviklinger inden for højteknologisk grænseovervågning såsom droner og biometrik. Vi kaster også et kritisk blik på Tysklands aktuelle, asylpolitiske stramninger. Vanen tro ser vi dog ikke kun på undertrykkelse, men også på modstand. Af modstandsstrategier zoomer vi blandt andet ind på en sultestrejke blandt syriske migranter i Athen, en historisk langvarig og succesfuld flygtningeprotest i Berlin og et kunstprojekt med alternative kort over København tegnet af og for asylansøgere. Den kurdiske forsker og aktivist Dilar Dirik viser, hvordan et alternativt, næsten utopisk, feministisk og anarkistisk samfund er under udvikling i det syriske Rojava i skyggen af IS og borgerkrigen i Syrien. Andre bidrag undersøger spørgsmål om identitet og sprog i eksil gennem blandt andet dialogens og digtets medium. En artikel tager hul på en yderst tiltrængt debat om Røde Kors’ rolle i de danske asyllejre med udgangspunkt i forfatterens egne oplevelser i Avnstruplejren. Et andet aktuelt og højspændt emne, der problematiseres, er såkaldt ’hjemsendelse’ af flygtninge, og spørgsmål om krig og hjem undersøges kritisk gennem erfaringer fra Bosnien-Hercegovina.

I disse svære tider er der også grund til håb. Mange af os havde fornøjelsen af at deltage i en Asylfestival i Trampolinhuset sidst i april. I et virvar af inspirerende aktiviteter blandt engagerede mennesker fra hele verden oplevede vi en eksplosiv energi og vilje til forandring. Vi håber, at dette momentum inden for den asyl- og migrationspolitiske bevægelse vil fortsætte. Og vi håber, at visAvis også kan spille en rolle her.

Kom og tal med os i Trampolinhuset hver anden onsdag (i lige uger) kl. 16-18. Vi byder alle bidrag velkomne: Alverdens former for tekst og visuelle indslag samt hjælp til det praktiske såsom korrekturlæsning, oversættelse, omdeling af blade eller webdesign. Vi kan også bruge nye kræfter i både redaktionen, lejrgruppen og den visuelle gruppe.

God læsning!

Teksten er skrevet af visAvis.

Lanceringen af det nye magasin foregår i morgen søndag d. 21. juni fra kl 17 på Harbo Bar (Blågårdsgade 2D), med oplæsninger + musik mere info her.

Se mere om hvor du kan få fat i visAvis (som er gratis) og find ud af hvordan du kan være med til at producere og eller støtte op om magasinet her.