20. april 2010

»Vi er alle antifascister!«

Torsdag d. 22. april indkalder AFA til demonstration, kl. 17 fra Gammel Torv. Gå med og vis din modstand mod kriminaliseringen af det antifascistiske arbejde.

Demonstration torsdag 22. april kl. 17, fra Gammel Torv.

Det antifascistiske arbejde er under angreb. PET har anholdt to københavnske antifascister, og sigtet dem for overtrædelse af terrorloven, med en aldrig før anvendt paragraf.

Det er endnu et politisk angreb på venstrefløjen, i den bølge af repression som staten har sat i gang. Først stod det internationale solidaritetsarbejde for skud, så klimabevægelsen og nu det antifascistiske arbejde. Hvem bliver de næste?

Sagen kort

1. marts blev en antifascist fængslet, sigtet af PET, for overtrædelse af straffelovens §114 f. En kryptisk del af terrorloven, der omhandler støtte til grupper, der "har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anliggender".

15. april fængsles endnu en antifascist for samme forhold. Igen er det uklart, præcis hvad der giver anledning til terrorsigtelsen. Begge sager bliver ført bag lukkede døre og der kommer kun de oplysninger ud, som PET strategisk lader sive til pressen.

De to sigtede omtales om medlemmer af Antifascistisk Aktion, hvilket man dog principielt, hverken ønsker at be- eller afkræfte. AFA kritiserer dog sagen i skarpe vendinger, bl.a. i kronikken Antifascisme er ikke terrorisme. Det samme gør andre antiracistiske grupper fra ind- og udland.

Sagen vækker også bekymring hos juraprofessor Jørn Vestergaard, ligesom advokat og formand for Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist, kalder den "uforståelig".

Demonstration på torsdag fra Gammel Torv

AFA indkalder til demonstration mod kriminaliseringen af det antifascistiske arbejde, og inviterer alle demokrater til at vise modstand mod statens repression:

Gå på gaden og vis, at vi står fast på vores legitime ret til at, at yde modstand mod antidemokratiske og racistiske kræfter på højrefløjen.

Aldrig mere fascisme! Vi er alle antifascister!

Tid: Torsdag d. 22. april, kl. 17.

Sted: Gammel Torv (find vej).

Demonstrationen går samlet til Vestre Fængsel for at vise solidaritet med de fængslede antifascister. Der vil være taler og musik undervejs.