15. september 2014

Valg i Sverige

Valget til Rigsdagen, blev i går til en fremgang til Sverigedemokraterna og en fiasko for Svenskarnas Parti. I Stockholm blev vælgere chikaneret af nazister i valglokalerne. Sådan tegner en del af billedet sig, efter gårdsdagens parlamentsvalg i Sverige.

Efter gårsdagens parlamentsvalg i Sverige, ender Sverigedemokraterna som Sveriges tredjestørste parti.

I går stemte 12,9 % af alle de stemmende svenskere på Sverigedemokraterna. Partiet mere en fordobler dermed deres mandatantal. Partiet opnår størst vælgertilslutning i Skåne, hvor det får over hver fjerde stemme, i flere kommuner.

Den massive fremgang sker på trods af en valgkamp fyldt af flere skandaler. Et ledende medlem blev i sidste uge ekskluderet, efter at et Expo afslørede et foto, hvor hun bærer et nazistisk armbind med et hagekors på. Under valgkampen har Sverigedemokraterna været nødsaget til at ekskludere flere topmedlemmer, som følge af, at deres racistiske ytringer på nettet, er blevet afsløret. Sverigedemokraterna har, i et forsøg på at legitimere sig selv, og tage afstand til partiets nazistiske fortid, lanceret en nultolerance-politik overfor hvad de selv kalder racistiske og ekstremistiske ytringer.

Til forskel fra i Danmark, hvor politiske partier over hele linjen samarbejder med Dansk Folkeparti, har samtlige partier i den svenske rigsdag afvist et samarbejde med Sverigedemokraterna. Sverigedemokraterna er gennem valgkampen blevet mødt af protester overalt i Sverige, hvor en gennemgående protestform var, at vende ryggen til partiets formand Jimmie Åkesson, når han holdt tale til vælgermøder, rundt omkring i landet.

I går aftes da Sverigedemokraterna ville fejre deres valgsucces, blev der slukket for strømmen og sat gang i brandalarmen, i de udlejningslokaler som de havde lejet til valgaftenen. Sverigedemokraterna havde lejet lokalet under falsk navn, hvilket kom frem i løbet af aftenen. Dette ville udlejeren ikke acceptere.

Svenskarnas Parti

Det nazistiske SvP var opstillet i 34 kommuner og havde som mål at komme ind i ti. Dette blev dog en total fiasko, da de ikke opnåede at få et eneste mandat og samtidig tabte de 4 mandater som de inden valget var i besiddelse af. I løbet af dagen trængte nazister fra den voldelige gruppe Svenska Motståndsrörelsen ind på flere valgsteder i Stockholm. Det skete blandt andet på Kärrtorp Gymnasium hvor 10-20 nazister filmede folks ansigter og stemmesedler, spredte flyers og råbte nazistiske slagord.

Til Aftonbladet udtaler Miljøpartiets kampagneleder Christian Valtersson, at flere stemmesedler blev ødelagte, efter at to valglokaler ved Kungsholmen i Stockholm, fik besøg af Svenskarnas Parti.

Malmö protesterer mod Sverigedemokraterna

I aften er der indkaldt til demonstration i Malmö under parolen ”SD ud af rigsdagen – Kampen fortsætter” Arrangørerne skriver i indkaldelsen, at vi må tilbage til virkeligheden, lade være med at sørge og i stedet organisere os. Kampen fortsætter på skolerne, arbejdspladserne og alle andre steder, for at vi sammen kan tage magten over vores liv og skabe en fremtid der er værd at tro på. På facebook-siden for demonstrationen står næsten 3000 som deltagere af demonstrationen, som er på Möllevangstorget i aften kl. 19.00