14. november 2012

Ultrahøjreorienterede går amok i Warszawa

I søndags udbrød der gadekampe mellem polske ultranationalister og politi i Warzawa i Polen.

11. november, Polens uafhængighedsdag, udviklede sig igen i år til voldelige sammenstød mellem flere tusind kampklædte betjente og grupper fra en højreorienteret march. Marchen, der samlede polske ultranationalister, ultrahøjreorienterede kristne, nazister, fascister og højreorienterede hooligans havde op mod tyve tusind deltagere.

Samtidig med den højreorienterede demonstration markerede to andre demonstrationer dagen. Én bestående af folk der støtter Polens centrum-højre regering med deltagelse af Polens regeringschef Donald Tusk, og så en antifascistisk moddemonstration vendt mod nationalisme, intolerance og fascisme indkaldt af 11. November-koalitionen.

Balladen opstod, da politiet forhindrede de tusinder af højreorienterede i at støde sammen med 11. november-koalitionens antifascistiske moddemonstration, der ville blokere fascisternes rute. De højreorienterede angreb så i stedet politiet med kanonslag, sten og andet kasteskyts. Politiet svarede igen med stave, tåregas og gummikugler. Flere betjente og demonstranter kom til skade, og politiet anholdte et ukendt antal højreorienterede demonstranter. Efter en times gadekampe fik ultranationalisterne lov at marchere gennem byen tæt pakket ind af tusindvis af kampklædte betjente.

Vi havde tidligere bragt en video under artiklen, men den viste sig at være fra sidste år.