27. maj 2014

Trykkefrihedsselskabet og DF-ideolog støtter nazikunstner

Trykkefrihedsselskabet holdt støttemøde for svensk gadekunstner med forbindelse til voldelige naziorganisationer. Dan Park er ophavsmand til en serie grove plakater, der hylder Breivik og hetzer imod bl.a. jøder og sorte. Opbakning fra Søren Krarup (Dansk Folkeparti) og andre kendte højreorienterede.

Den 13. maj holdt Trykkefrihedsselskabet et solidaritetsmøde med den svenske gadekunstner Dan Park, der har fået en dom på tre måneders fængsel og 20.000 kr i bøde, for had mod folkegrupper (svarende til en dom for racisme i dansk strafferet, red.).

Hadske plakater

Sagen mod Dan Park bunder i, det han selv betegner som, “street art”. Over en årrække har han lavet plakater med stærkt racistisk, antisemitisk indhold og støtte til fascisme, der er blevet hængt op det offentlige rum.

Motiverne er utallige på de stærkt kontroversielle plakater. Der er blandt andet plakater med et hagekors og teksten: “Zyklon-B” (nazisternes foretrukne giftgas under Holocaust, red.) som Park satte op i nærheden af synagoger. På andre af Parks plakater står der: “Holocaust – dont believe the hype”. Han har også lavet plakater med et billede af Anders Breivik, med teksten: “Fight the power”.

Dertil kommer hans produktion af en serie plakater med hængte sorte mænd på og teksten “Afrophobes hang on” og en med Momodou Jallow, formanden for foreningen Afri-svensk Riksforbunds ansigt sat på et billede af en sort slave, lænket om halsen med teksten: “Vores negerslave er bortløbet!! Han forsvandt den 16. april og lystrer navnet Momodou Jallow”. Park har også lavet en række racistiske plakater rettet mod romaer og muslimer.

Støtten til Dan Park er et skridt til højre

Med deres støtte til Dan Park tager Trykkefrihedsselskabet et stort skridt til højre. Der er ingen tvivl om at Dan Park ikke blot er en provokatør eller nationaldemokratisk debattør. Han står ved sin racisme og tager skridtet videre med sine sympatier overfor den voldelige nazibevægelse i Sverige.

Ifølge Politiken samlede Trykkefrihedsselskabets støttearrangement forrige tirsdag en god del af det yderste højre i Danmark og Sveriges mest prominente “intelligentsia” heriblandt: Dansk Folkepartis ideologiske fader, Søren Krarup, Lars Hedegaard, Ingrid Carlquist (Tryckfrihetssällskapet og Dispatch International), historikeren og JP-bloggeren Mikael Jalving og kunstneren Lars Wilks med flere.

Udviklingen er ny, men scenen er sat på samme måde som Trykkefrihedsselskabet har for vane at gøre det. De kører samme offer-mytologi som DF og det meste af den danske højrefløjs bloggere altid bruger, når (anti-)racismelove bliver brugt til at sætte en stopper for hadske ytringer imod minoriteter.

I denne myte – Trykkefrihedsselskabet med fleres selvforståelse – er demokratiet under angreb fra en koalition mellem venstrefløjen og islam (læs: muslimske borgere), hvilket retfærdiggør rabiate udfald imod især sidstnævnte gruppe som “forsvar”.

Uskøn alliance med voldelige nazister

Hvad der er atypisk i den her sag er, at Dan Park ikke alene tilhører det racistiske miljø, men er langt længere ude til højre. Park støtter f.eks. den voldelige, nazistiske gruppe Svenskernes Parti (SvP) og ideologisk henter han sit tankegods både hos fascismen og det islamofobiske miljø.

At Dan Park sympatiserer med Svenskernes Parti, og at hans “kunst” er fascistisk er ingen nyhed. Dette afspejles også af, hvor Dan Park ellers får støtte fra. Svenskernes Parti og deres danske sidestykke Danskernes Parti, med Daniel Carlsen i spidsen, støtter også Dan Park. Det samme gør den anden toneangivende og nazistiske gruppe i Sverige, nemlig Svenska Motståndsrörelsen (SMR). SMR er at regne for den mest voldelige naziorganisation i hele Skandinavien, baseret på antallet af angreb de begår, og angrebenes farlighed. Der er bl.a. tale om knivstikkerier og ildspåsættelser i private hjem.

Larmende tavshed

Lige så skræmmende som det er, at nogen vælger at give taletid til og støtte op om en nazi-sympatisørers racistiske og fascistiske “kunst”, lige så skræmmende er fraværet af reaktion i den politiske debat.

Racisternes og islamofoberne er tilsyneladende – stik modsat af hvad de selv hævder – blevet så accepteret af den politiske mainstream og medierne, at dét at de lukker den ægte, morderiske fascisme ind i deres kreds ikke vækker nogen hævede øjenbryn.

At Trykkefrihedsselskabet stiller sig på samme side som de mest åbenlyse antidemokrater, på den erklæret nazistiske fløj, siger ganske klart, at de ikke ønsker mere demokrati, men mindre.

Læs mere hos norske Radikal Portal og hos svenske Expo