17. marts 2014

Titusind på gaden i Malmø: "Antifascisme er selvforsvar!"

Søndagens demonstration i Malmø, efter de fascistiske mordforsøg 8. marts, blev en stor succes. En bred skare på ca. 10.000 aktivister og lokale borgere protesterede sammen imod fascisme.

Foto fra Möllevangstorget ved demonstrationens start.

Efter det meget omtalte knivoverfald på en gruppe venstrefløjsaktivister, på Kvindernes internationale kampdag, havde Skåne mot rasism indkaldt til demonstration i går, 16. marts. Til trods for at demonstrationen blev indkaldt med få dages varsel, blev den en af de største i Malmø længe.

Truslen kommer fra højre

Hovedparolen var "Antifascism är självförsvar", blev i dagene op til debatteret flittigt i svenske dagblade og på de sociale medier. Liberale debattører kritiserede, at man ikke i stedet gik under en parole, imod alle former for politisk vold, uanset farve.

Arrangørerne understregede dog, at fascisterne er den aggressive part – voldens udspring – ligesom mordforsøgene i forrige uge var et offensivt angreb. Lederartiklen i avisen Sydsvenskan i går, bakkede op om dette, baseret på tal offentliggjort af SÄPO (svarende til PET i Danmark):

"At sammenligne den autonome venstrefløj med nazismen er lige så misvisende og meningsløst som at sammenligne æbler med pærer. … Ser man alene på voldelig kriminalitet står white power-bevægelsen for hundrede procent af den dødelige vold. Fjorten mennesker er blevet myrdet af det yderste højre i Sverige mellem 1999 og 2009 (dvs. før Peter Mangs blev arresteret). Ligeledes står højreekstremister for hundrede procent af volden mod udenforstående, altså vold som ikke er rettet mod politiske modstandere eller politiet. Det er her, de uprovokerede angreb på homoseksuelle og indvandrere skal tælles."

Omkring titusind tilsluttede sig som sagt på gaden, heraf lidt over 300 fra Danmark.

Mangfoldig demo

Man samledes på Möllevangstorget. Samme sted som nazioverfaldet fandt sted. Efterhånden som folk stimlede sammen omkring den opstillede scene, blev pladsen fyldt af faner og politiske bannere. Hele venstrefløjen var på pletten, lige fra anarko-syndikalistiske grupperinger til Sveriges Socialdemokratiske Ungdom, der bar et banner med teksten "Antifascism är självförsvar". Omtrendt lige så mange uorganiserede borgere, fortrinsvis unge mennesker, var mødt op.

(Foto af demonstrationens frontbanner)

Trods den alvorstunge anledning og lidt gråvejr, var stemningen munter og folk stod og småsnakkede. Stille og roligt blev torvet og de nærmeste gader helt fyldt op af mennesker. På bygninger ud mod torvet og langs demonstrationsruten havde beboere hængt hjemmelavede bannere ud af vinduet med forskellige antinazistiske og feministiske budskaber.

Arrangørerne havde inddelt demonstrationen i blokke, herunder bl.a. en antifa-blok og en kvinde- og trans-seperatistisk blok, med egne lydvogne. De fleste danske deltagere gik i en fælles blok med kammerater fra Lund.

(Foto fra antifa-blokken i demonstrationen)

“I’m a survivor!”

Demonstrationen bugtede sig gennem hele Malmø by. Det var umuligt at se fra den ene ende af mængden til den anden. Kampråb og festmusik gjaldede skiftevis. Specielt Destiny’s Child-pophittet I’m a Survivor blev spillet, med reference til ofrene fra mordforsøgene – måske særligt 25-årige Showan, der svævede i livsfare i knapt en uge.

Ruten endte tilbage ved Möllevangstorget, hvor en række musikere indtog scenen. Heriblandt hiphop-gruppen Looptroop, Timbuktu og Klumben og Raske Penge.

Samtidig med demonstrationen i Malmø, var der lignende demonstrationer i Umeå, Luleå og Gøteborg. I Gøteborg deltog omkring 4.000 personer.

Stemningsvideo fra Malmø, 16. marts

Et medlem af Vänsterpartiet Malmø har produceret en kort stemningsvideo fra demonstrationen, som kan ses herunder: