26. oktober 2010

Terrorsigtede i paneldebat

Lørdag formiddag var tre personer fra terrorsigtede venstrefløjsprojekter i paneldebat under konferencen ’Free All Political Prisoners’ på Vibenhus Skole. Konferencen var arrangeret af Internationalt Forum.

De tre debattører var henholdsvis den terrorsigtede antifascist der i foråret sad varetægtsfængslet i 68 dage, en repræsentant fra foreningen Oprør, samt en repræsentant for kurdiske ROJ-TV.

Indledningsvist fortalte de tre om sagerne mod dem, og den kontekst sagerne er rejst i. Efterfølgende var der spørgsmål fra mødedeltagerne, hvilket ledte til en række interessante diskussioner. En af hovedspørgsmålene i debatten var, hvordan vi som venstrefløj skal imødegå politiet, PET og anklagemyndighedernes øgede brug af terrorlovgivningen mod venstrefløjens politiske praksis.

- Vi bliver nødt til at holde fast i vores politiske praksis, og skubbe vores egen agenda fremad, i stedet for at stoppe op og bruge al vores tid på at tale om uretfærdige repression og statsovergreb, argumenterede en af de tre debattører, og fortsatte:

- Vi kæmper for en anden verden, en verden uden kapitalisme, så det kan ikke undre eller overraske nogen, at vi oplever repression. I stedet for at opfatte os selv som ofre, må vi konstatere at repression er uundgåeligt når man kæmper for en bedre verden - og så arbejde fremad fra det udgangspunkt.

Debatten varede i cirka to timer, og samlede 50 deltagere. Konferencen samlede deltagere fra alle verdenshjørner, og varede hele weekenden.