19. april 2012

Tag med Projekt Antifa på udflugt 5. maj

Projekt Antifa inviterer på antifascistisk cykeludflugt til Frihedsmuseet og Mindelunden i anledning af 67-årsdagen for befrielsen, og du er inviteret.

Lørdag den 5. maj inviterer vi alle interesserede på guidet cykeludflugt med Projekt Antifa rundt i København, med modstandskampen under den tyske besættelse 1940-45 som tema. Vi starter kl. 12.00 på Frihedsmuseet, og cykler derefter ud i det københavnske forår og finder nogle spændende steder, der på hver deres måde rummer vigtige historier om den antifascistiske modstandskamp.

Vi skal bl.a. forbi Frihavnen hvor A.P. Møllers værnemagervirksomhed Dansk Industri Syndikat A/S (bedre kendt som "Riffelsyndikatet"), der producerede våben til tyskerne, lå. Sabotageorganisationen BOPA sprang virksomheden i luften under en omfattende sabotageaktion den 22. juni 1944.

Vi slutter af i Mindelunden i Ryvangen, hvor mange af modstandskampens faldne ligger begravet, og hvor omkring 200 modstandsfolk blev henrettet af tyskerne under besættelsen.

Arrangementet slutter ca. kl. 15.30. Hvis det er godt vejr, tager vi efterfølgende til Nørrebroparken, hvor vi griller og hygger.

Tid: 12.00-15.30
Mødested: Frihedsmuseet, Churchillparken 7, 1263 København K.
Det er gratis at deltage. Husk cykel.

Facebookevent