11. marts 2014

Sydhavnen: Beboer fjernede nazi-propaganda – blev slået ned

Endnu et nazioverfald i Sydhavnen tirsdag eftermiddag. Racismefri By flytter demonstration til Sydhavnskvarteret i protest mod fascistisk vold, 22. marts.

Endnu et fascistisk motiveret voldeligt overfald ramte Sydhavnskvarteret tirsdag den 11. marts. Overfaldet skete på Mozarts Plads ved 13-tiden, hvor ofret blev antastet idet han gik og fjernede naziklistermærker, fra Danmarks Nationale Front (DNF).

Ofret, som bor i Sydhavnen, blev angrebet af en kendt nazist, med tilhørsforhold til netop DNF. Bl.a. blev beboeren slået i hovedet mens han lå ned, hvorefter han lykkedes med at løbe fra stedet, uden alvorlige skader.

I lyset af den hændelse har borgerinitiativet Racismefri By vedtaget en ny rute for sin demonstration d. 22. marts (en international kampdag imod racisme og fascisme), således at man afslutter på Mozarts Plads. I en udtalelse siger man at "Sydhavnen skal fortsat være en mangfoldig bydel, vi vil ikke acceptere nazistisk vold".

Demonstrationen d. 22. marts starter kl. 13:00 i Enghaveparken. På Mozarts Plads og undervejs, vil der være musik og taler.

Her bringer vi den udtalelse fra Racismefri By, der her til aften er udsendt på initiativets Facebook-side:

"Sammen mod nazisme!

I dag er en person blev overfaldet på Mozarts plads. Da han fjernede klistermærker med hadske budskaber, blev han overfaldet af et medlem fra Danmarks Nationale Front. Han blev kaldt røde svin, holdt nede og blev slået i hovedet. Sydhavnen skal fortsat være en mangfoldig bydel, vi vil ikke acceptere nazistisk vold.

Vi har valgt at ændre rute for Demonstration - For mangfoldighed - Mod racisme - den 22. Marts, så vi går fra Enghave Parken til Mozarts Plads, hvor der vil være musik og taler. Sammen skaber vi tryghed, sammenhold og mangfoldighed".