9. november 2012

Svensk drab tyder på nazimord

En del tyder desværre på, at brutale og afstumpede nazimord i Sverige ikke kun hører "lasermændene" og 1990’erne til.

Sent om aftenen den 21. september i år blev den 22-årige Joakim Karlsson brutalt overfaldet af tre mænd på åben gade i Stockholm-forstaden Vallentuna. En kvinde hørte tumult på gaden uden for sit hjem og ringede til politiet. Da hun kiggede ud, så hun en ung mand med blod strømmende ud af næse og mund, der forgævedes prøvede at komme på benene. Da politiet ankom, kunne de konstatere, at Joakim Karlsson udover at være blevet slået og sparket utroligt brutalt også var blevet knivstukket.

Joakim Karlsson døde efter længere tid på hospitalet af de svære skader som knivstik, slag, spark og tramp i hovedet havde påført ham. Han blev erklæret for hjernedød, og der blev slukket for maskinerne, der holdt hans krop i live.

Tre nazister mistænkt for mordet.
Tre unge mænd med tilknytning til SMR (Svenska Motståndsrörelsen), en 17-årig, en 18-årig og en 21-årig, er nu sigtet for mordet. Både før og efter mordet på Joakim Karlsson, som alt tyder på var fuldkommen tilfældigt og uprovokeret, har de tre nazister været særdeles aggressive og aktive. Nazistiske chikanerier og en serie overfald og trusler i det offentlige rum var i høj grad det, der ledte politiet på sporet af dem. Den 29. september blev den 17-årige og den 18-årige anholdt af politiet i det centrale Stockholm. Efter at være havnet i et skænderi i en natbus begyndte de to heilende at spærre døren til bussen og råbe "sieg heil" og "leve nationalsocialismen". Herefter prøvede den ene af de to forgæves at angribe en af passagerne med en kniv, mens den anden også med en kniv truede de øvrige passagerer til at holde sig væk.

Da de to blev anholdt, havde de SMR-propaganda på sig.

Den tredje, den 21-årige, er stadigvæk på fri fod og efterlyst af politiet.

Læs mere om mordet hos Expo