12. juni 2013

Svag stigning i antallet af nazi-demonstrationer i Tyskland

I det første kvartal af 2013 har der været 48 nazi-demonstrationer i Tyskland. Det er det største antal demonstrationer fordelt per kvartal siden 2009.

I gennemsnit har 96 nazister deltaget i demonstrationerne. Den mindste demonstration bestod af 20 deltagere i Zweibrücken, som ligger i delstaten Rheinland Pfalz, den 23. marts, mens den største fandt sted i Magdeburg 12. januar med 900 demonstranter. I år har NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands) stået bag 8 demonstrationer og pro NRW (Bürgerbewegung pro Deutschland) 10. Freie Kameradschaften har arrangeret 30 af demonstrationerne.

Emnerne for demonstrationerne er typisk asylpolitik og udlændingepolitik med overskrifter som ”Én gang Tyskland og så tilbage, ingen asylcentre i Dettmansdorf eller andre steder.” Demonstrationen med den parole fandt sted i Güstrow i delstaten Mecklenburg Vorpommern med 260 deltagere og var arrangeret af NPD. Særligt højrepopulisterne fra pro NRW forsøger at koble sig på protesterne mod asylansøgere. I gennemsnit har de dog ikke haft flere end 30 deltagere til deres demonstrationer. Også demonstrationer, hvor man mindes 2. Verdenskrig, den nazistiske ideologi og kammerater, som er blevet slået ihjel, finder jævnligt sted. De demonstrationer i Tyskland, vi som danskere oftest hører om, handler om netop det. For eksempel mindedes nazisterne også i år ofrene for de allieredes bombeangreb på Dredsen 3. februar 1945. I år deltog 900 nazister, og det var dermed den hidtil største demonstration i 2013.

Hvis man sammenligner med antallet af demonstrationer per kvartal de foregående år, er der tale om en stigning. Sidste år var der 39 demonstrationer i andet kvartal af året, mens der i 2011 kun var 18 demonstrationer i fjerde kvartal og i tredje kvartal af 2009 var der 19 demonstrationer.

I 2004 og 2005 var flere af demonstrationerne langt større, end de har været i 2013. Dengang var der ofte tre nazi-demonstrationer hver weekend i Tyskland ofte med flere hundreder deltagere. I 2004 demonstrerede 4800 i Wundschiessel, året efter sås 7000 til demonstration i Dredsen. De store demonstrationer var i den periode vigtige for det indre sammenhold og stemningen inden for det nazistiske miljø. Nazisterne fik fornemmelse, af, at de var mange, og at de havde erobret gaden tilbage. Situationen dengang var bekymrende. Den antifascistiske modstand var på grund af et mere og mere professionelt tysk politi og repression fra statens side ofte tvunget til at demonstrere langt væk fra nazisterne. Når vi ser på tallene i 2013, bliver det tydeligt, at de store demonstrationer ikke længere finder sted. Det skyldes, at det antifascistiske miljø har lagt meget energi i at mobilisere i egne rækker og knytte alliancer med progressive dele af befolkningen. Man er lykkes med at gøre civil ulydighed langt mere acceptabelt i store dele af befolkningen, hvilket betyder, at der næsten altid er et aktionskodeks til demonstrationerne, hvor man er enige om, at det er i orden at stille sig i vejen for nazisterne. Det betyder, at der er plads til både militante og fredelige blokadeaktioner. Selvfølgelig findes der stadig konflikter om aktionsformer, men langt de fleste steder er fokus på at stoppe nazisterne frem for at lade sig splitte af forskellige aktionsformer.