23. november 2011

Stort fremmøde til foredrag i Svendborg

Cirka 50 interesserede svendborgensere mødte op til gårsdagen foredrag med forfatteren Charlotte Johannsen, for at høre om hendes otte måneder lange infiltration af det nynazistiske og racistiske miljø i Århus.

Foredraget, der var arrangeret af Antiracistisk Netværk Svendborg og Projekt Antifa, blev afholdt i fagforeningen Metal Sydfyns lokaler i Brogade og var særdeles velbesøgt, Svendborgs størrelse taget i betragtning.

Især mange unge havde sat aftenen af til at høre Charlotte Johannsens historie om, hvordan hun i mere end et halvt år infiltrerede det racistiske og voldelige miljø omkring fodboldhooligangruppen White Pride og foreningen Vederfølner, og bagefter stod frem med sine oplevelser i bogen Forklædt som nazist (Informations Forlag, 2010).

Charlotte Johannsen førte i løbet af sit 40 minutter lange foredrag det intenst lyttende publikum gennem hovedtrækkene af sit infiltrationsprojekt og de oplevelser hun havde før under og efter. Hun fortalte også om de forskellige organisationer og grupperinger der findes på den yderste del af højrefløjen i Århus og omegn. Især den del af historien lod til at interessere publikummet, og foredraget affødte en 45 minutter lang spørgerunde, hvor der blev stillet mange, veloplagte spørgsmål til især de grupper som Charlotte infiltrerede, men også til f.eks. de oplysninger der kom frem tidligere på året i Redox’ rapport om den hemmelige nationalkonservative loge ORG, der netop kontrollerer White Pride og Vederfølner.

Aftenen forløb rigtig fint, og ved 21-tiden kunne arrangementet erklæres for veloverstået for både Charlotte Johannsen og tilhørerne.

Charlottes bog Forklædt som nazist – en Århushistorie genudkommer i billigbogsformat på Informations Forlag i næste uge, og vil være at finde i 400 butikker landet over.

Køb bogen som pocketbook