9. september 2013

Stor ny udgivelse om Danskernes Partis nynazisme

Redox dokumenterer i en ny rapport nazistiske strukturer og synspunkter i Danskernes Parti, der stiller op til lokalvalgene i november i flere landsdele. En højaktuel og interessant udgivelse.

Rapporten bærer navnet Demokratiske nazister: En udgivelse om Danskernes Parti, deres ideologi, politik, strategi og medlemmer, og sætter partiet under lup.

Danskernes Parti har fra begyndelsen forsøgt at præsentere sig som et moderne, demokratisk og nationalistisk parti, trods et åbenlyst nazistisk ophav. Partiets stifter og formand, Daniel Carlsen, blev landskendt som fremtrædende medlem af nazipartiet DNSB. Partiets kerne er fortsat decideret nynazistisk, ligesom enkelte medlemmer af Danskernes Parti har ladet sig interviewe til redox.dk, med udtalelser om at de fortsat støtter hhv. diktatur og etniske udrensninger.

Danskernes Parti er i høj grad en ulv i fåreklæder, lærer man i rapporten, som er rigt illustreret med fotografier af omtalte episoder og nynazister.

Når rapporten er højaktuel netop nu, er det fordi Danskernes Parti stiller op ved kommunal- og regionsrådsvalgene i november 2013, flere steder i landet. Deres legitimitet hviler på det røgslør af demokrati og fornyelse, som partiet har forsøgt at svøbe sig i.

Rapporten om Danskernes Parti er i øvrigt Researchkollektivet Redox’ første større udgivelse, efter de har relanceret sig selv på nettet og i offentligheden. Om vigtigheden af den offentlige afdækning af fascistiske størrelser som f.eks. Danskernes Parti, skriver forfatter Kåre Bluitgen i rapportens forord (s. 7):

"Kampen mod fascismen i Danmark kan synes at være spild af kanonkrudt på stækkede gråspurve, men den organiserede fascismes fremgang i flere europæiske lande, og i mindre grad endda i nogle af vores nabolande, samt den slumrende trussel fra enkeltpersoner som vi så ved massakren på unge socialister i Norge forrige år, gør det tydeligt, at det ikke er nok at overlade det vågne øje til myndighederne. Venstrefløjen skal fortsat afdække de fascistiske organisationer og rive maskerne af dem, når de forsøger sig frem i ly af disse, både som et fremskudt forsvar for venstrefløjsaktivister, mindretalsgrupper og for demokratiet som sådan, men også for at udfordre et racistisk, stærkt nationalistisk og dybt intolerant miljø. "

Besøg Redox her

Læs rapporten om Danskernes Parti