12. december 2011

Stockholm: En beretning fra gaden

Projekt Antifa bringer her en beretning af dagen i Stockholm, forfattet af deltagere på busturen.

Turene til og fra Salem plejer altid at være rigtig gode med mange danske deltagere. I år var ingen undtagelse. To busser fyldt med aktivister deltog i fællesafgangen, hvor københavnere, jyder, fynboer og tyskere var repræsenteret. Selve turen til Stockholm forløb efter bogen. I en kort introduktion ønskede arrangørerne, Antifascistisk Aktion, os velkommen på turen, og gennemgik kort planen for busturen.

Ved Helsingborg blev vi stoppet og afkrævet legitimation, hvorefter politiet visiterede os og ransagede bussen. Dette er ikke noget nyt og visitationen ved Helsingborg sker hvert år, hvilket betød, at alle aktivister tog det meget afslappet. Efter begge busser var blevet tjekket, fik vi lov til at køre videre. Indtil vi ankom til Stockholm oplevede vi ingen problemer.

Kort efter ankomsten Stockholm begyndte det svenske politi at følge efter os. På en hovedgade satte de ind og tilbageholdte alle med henvisning til svensk udlændingelovgivning. Såvel almindelige betjente som civilbetjente var til stede i stort antal. Igen blev vi alle sammen spurgt om ID, fik vores ting gennemsøgt og blev kropsvisiteret. Herefter stod det klart, at der internt i politiet var stor forvirring om, hvad man egentlig ville opnå med tilbageholdelsen. Efter nogen tid satte politiet den selv samme procedure i gang - alle skulle igen visiteres og tjekkes. Denne gang tog politiet noter om os, tjekkede op på cpr. numrene med politistationen og endte med at lave en præventiv anholdelse af 11 deltagere i den danske bus. Størstedelen måtte tilbringe resten af dagen på en politistation, mens enkelte blev kørt ud af byen, og herefter selv skulle finde vej tilbage. Personernes eneste fællestræk var mangel på billed-ID, og det hele virkede som chikane for chikanens skyld.

Hoveddemonstrationen

Lettere forsinket ankom den danske gruppe til hoveddemonstrationen, indkaldt af ”Vi är 94 procent”. Til demonstrationen var der taler, musik, god stemning og masser af gamle venner. Efter ca. 30 minutters stående manifestation samledes alle bag frontbanneret, og vi gik en kort rute gennem de centrale shopping-distrikter i den nordlige del af byen. Efter endt rute annoncerede arrangørerne, at man officielt opløste demonstrationen, for herefter at opfordre enkeltpersoner og aktionsgrupper til at opsøge nazisternes rute og forstyrre deres arrangement så meget som muligt. Efter et par minutter var næsten samtlige demonstranter på vej i retning af Gamla Stan, hvor nazisternes samling skulle være kl. 14.00 - omkring en time senere.

Den største del af det antifascistiske udbrud gik i direkte retning mod den svenske Rigsdag, der lå umiddelbart ved siden af nazisternes startpunkt. I hurtigt tempo – og til sidst i løb – bevægede store grupper sig frem mod politiets blokade og inde i selve rigsdagens gård (der minder meget om gårdspladsen ved Christiansborg). Flere og flere fandt vej hertil, og til sidst syntes det at mere end 1000 mennesker var forsamlede. Politiet forstærkede hurtigt sin blokade. Enkelte kastede med æg mod den lille gruppe nazister, der havde forsamlet sig på den anden side af hegnet. Fløjter, vuvuzelaer og ikke mindst kampråb skabte en øredøvende larm. Denne blokade skulle ende med at blive stående resten af dagen.

Antifascisterne ændrer strategi

Små grupper af antifascister forsøgte at finde andre veje ind til nazisternes samlingssted og spredtes ud i området, hvor de benyttede de andre broer over til Gamla Stan. Det stod hurtigt klart, at der her var små grupper af nazister, der langsomt var ved at sive ind på øen og blev hjulpet gennem forskellige politiafspærringer. Det var blandt andet helt tydeligt, da en gruppe af antifascister råbte kampråb og fulgte efter en lille forsamling nazister op af Riddarhusgaden. Pludselig vrimlede det med civilbetjente, der jagtede antifascisterne tilbage og hele vejen over Vasabroen i en byge af knippelslag. Imens blev nazisterne ført om bag en række af politiets mandskabsvogne. Herefter besluttede antifascisterne sig for at trænge ind på siden af nazisterne og derved omringe deres samlingsplads.

Via Vasabron gik mindre grupper i retning mod Mynttorget, hvor nazisterne befandt sig, og andre antifascistiske grupper stødte til fra Storkyrkobrinkan. Det kom bag på politiet, hvor hurtigt det lykkedes at samles, og pludselig var Gamla Stans centrale shoppinggade fyldt med antifascistiske demonstranter, der stod mindre end 100 meter fra nazisterne - blot med en afspærring imellem. Der blev råbt mange kampråb, og gaden sydede. Nazisterne, som man tydeligt kunne se, råbte efter os og begyndte at kaste med småting og flasker, fik antifascisterne til at svare igen. Luften var pludselig fuld af små kanonslag, nødblus og æg, alt sammen i nazisternes retning. Politiet fik efter kort tid nok, og brugte via en sidegade heste til at presse antifascisterne længere tilbage. Flere demonstranter blev i denne forbindelse slået med knipler, og enkelte måtte hastigt hjælpes ind i baggårde. Ingen kom dog i denne omgang så galt af sted at en ambulance var nødvendig, heldigvis.

Flere grupper gør herefter igen et forsøg på at konfrontere nazisterne på deres marchrute, men møder en mur af politi ved hjørnet mellem Skeppsbron og Skeppar Karlsgränd. Her står politiet og forsøger at beskytte deltagere ved Nobelprismiddagen, der foregår samme dag. Samtidigt samledes mange af antifascisterne på en plads foran Gamla Stan’s T-banestation. Årsagen til dette var, at man herfra tydeligt kunne se broen over til Riddarholmen, nazisternes slutpunkt, hvor biler og busser stod parkerede. Det taktisk problematiske ved dette sted var, at broen og metrotunnelen var den eneste vej over til holmen. Broen var på dette tidspunkt udelukket, eftersom en stor politispærring stod i vejen, men en stor gruppe forsøgte alligevel at bevæge sig i den retning.

Omkring 20 minutter senere bevægede nazisterne sig så over broen i form af et fakkeloptog. Det gik langsomt, og antifascisterne på pladsen blev mere og mere frustrerede. Grupper søgte derefter nedenunder broen, og kastede små kanonslag op på marchruten, hvilket besvaredes af nazisterne med brændende fakler. Politiet var lynhurtigt på plads og tilbageholdte enkelte antifascister.

En gruppe på omkring 100 antifascister søgte herefter ned i Gamla Stan T-station for at komme over til fakkeloptoget. Det lykkedes i første omgang at presse sig igennem en afspærring, der blev holdt af T-stationens vagter, men hurtigt herefter stødte man på en stor politiafspærring bag et jerngitter og måtte hurtigt vende om. Dette blev dagens sidste forsøg på at nå frem til nazisterne, hvoraf langt størstedelen forlod Stockholm umiddelbart herefter.

Succesrig dag

Umiddelbart efter nazisternes afgang tog folk ned på Kafé 44, en lokal antifascistisk café, hvor der var mad og hyggelig stemning. Busturen hjem til Danmark forløb uden problemer. Alle deltagere inklusiv de der blev tilbageholdt tidligere på dagen kom med hjem uden sigtelser eller knubs.

Der kan ikke herske tvivl om, at det var en dårlig dag for nazisterne. Konstant kunne antifascisterne høres, være det sig i form af kampråb, reggae eller pibeorkester. Intet sted fik de lov at gå i fred uden en massiv politiindsats. Flere øjenvidneberetninger og videoer fra dagen melder om totalt kaos i nazisternes demonstration. Nazisternes antal var ifølge vores kilder på ca. 300 midt på dagen, mens Expo melder om 550 i løbet af hele dagen. Begge tal er meget lave sammenlignet med tidligere Salem-marcher. Uanset hvad understreger det lave antal at modstand virker, og nazisterne vil altid være i undertal stillet overfor en bred, mangfoldig og folkelig antifascistisk bevægelse.