1 september 2015

Status: Er Århus en naziby i 2015?

Mange års problemer med nazistiske overfald og en stærk højrefløj i Århus har skabt et billede af byen som Danmarks nazihovedstad. Men hvor står Århus i dag? Følgende artikel, samt interview med to århusianske antifascister, skal give overblik, samt mane verserende rygter om White Pride til jorden, og diskutere de antifascistiske erfaringer gennem tiden. For hvordan man kan bruge erfaringerne fra Århus til fremtidige antifascistiske kampe?

Der findes stort set ikke den aktivist på venstrefløjen, der ikke kender navnet »White Pride«. 
Navnet vækker associationer til voldelige overfald, chikane og konfrontationer mellem venstreorienterede og nynazister i de Århusianske gader.

Den nynazistiske hooligangruppe White Pride opererede i mange år, mere eller mindre frit i Århus, hvor de uden den store indblanding fra politiet overfaldt og truede folk fra byens venstrefløj og alternative ungdomsmiljø på daglig basis. Flere gange gik chikanen og volden ligeledes ud over folk med anden etnisk herkomst end dansk, samt folk med religiøse symboler og klædedragt.

For ti år siden var Århus af mange kendt som Danmarks nazihovedstad og mange flyttede fra byen, mens venstrefløjen gik i defensiven og gav igen på overfaldene med stærke alliancer, folkelig mobilisering og direkte aktion mod nazisterne.

2015 markerer indtil videre det første år siden White Pride’s stiftelse i 1994, hvor der ikke har været nogen politiske overfald begået af den nynazistiske hooligan gruppe. Skønt White Pride stadig eksisterer, er gruppen skrumpet i en sådan grad at det er værd at stoppe og og spørge sig selv hvordan vi er nået hertil.

Folkelig protest og militans

Siden fascismen første gang voksede frem i Europa, er den blevet mødt af venstrefløjen med en tobenet strategi bestående af folkelig mobilisering og direkte aktion ofte udført med ulovlige metoder eller civil ulydighed.

Et af de mest kendte eksempler på denne strategi, var ’slaget om Cable Street’, hvor britiske fascister i oktober 1936 forsøgte at marchere igennem et af Londons arbejderkvarterer med en stor befolkning af jøder. Op til marchen spillede både den folkelige mening og forsøg på at få marchen forbudt og mobilisering imod de britiske sortskjorte en stor rolle. Lige så stor en rolle som den folkelige modstand spillede, ligeså vigtig var den fysiske, og hvad der i dag bliver kaldt, militante modstand, hvor tusindvis af Londons indbyggere stillede sig i vejen og fysisk forhindrede fascisternes forsøg på at marchere igennem Cable Street.

Læs artiklen »Cable Street: ’Solidarity stopped Mosley’s fascists’« hos BBC

I Århus har masse-mobilisering og forskellige grader af militans eksisteret side om side og sammen tvunget White Pride i knæ gennem stædig vedholdenhed og en gensidig, men dog ikke udtalt respekt for hinandens metoder.

Efter årtusindeskiftet har særligt Antiracistisk Netværk (ARN) i Århus været centrum for modstanden mod byens højreorienterede hooligans. ARN mobiliserede i en årrække til demonstrationer og folkelige aktioner, der skulle presse politiet og byens kommunalpolitikere til at skride ind overfor White Pride, der ofte slap af sted med at overfalde og tæve deres politiske modstandere, med højest en bøde eller en betinget fængselsstraf til de skyldige.

Fra Østjyllands politis side, behandlede man kontinuerligt mange overfald begået af nynazister men hvor både gerningsmand og offeret blev sigtet og dømt for at have forsvaret sig selv. Ofte var der ingen hjælp at hente hos politiet, som oftest nægtede at registrere overfaldene som hate crimes og i stedet kategoriserede dem som almindelige overfald. I dag står Århus med et naziproblem, der, takket være en succesfuld strategi fra ARN og særligt Enhedslistens, er formindsket. Det vedholdende arbejde resulterede i, at Østjyllands politi begyndte at tage White Pride alvorligt og skride ind overfor overfald, og sågar tage bekymringssamtaler med unge på stadion, der var på vej ind i hooligangruppens organisering.

Plakataktion: WP i mediernes søgelys.

Hvad angår de mindre lovlige metoder, var særligt effekten af en af dem målbar. En nat i marts 2010 hængte ukendte aktivister plakater op i Århus midtby. Plakaterne der afbillede centrale medlemmer af White Pride skabte i begyndelsen fordømmelse og blev hurtigt fjernet.

Effekten var dog ikke til at tage fejl af og plakaterne bragte for alvor White Pride i offentlighedens søgelys som et problem. Selvom plakaterne blev pillet ned, begyndte lokale politikere og sågar stemmer i folketinget at stille spørgsmålstegn ved, Lhvordan en lille, men ekstrem, gruppe nynazister, frit kunne operere i den jyske hovedstad, tilsyneladende uden særlig indgriben fra politiet.

Læs artiklen »Ny kampagne skal stoppe nazistiske hooligans« hos Modkraft

I ugerne efter plakatophængningen, faldt White Prides aktiviteter udenfor stadion betragteligt, samtidig med at en øget politiindsats gjorde det svært for gruppen at fortsætte deres overfald og hærværk, der førte til flere anholdelser af ledende medlemmer.

Samtidig blev White Pride i stigende grad mødt af organiserede sikkerhedshold til flere venstreorienterede arrangementer og blev enten afskrækket eller drevet på flugt, når de forsøgte at angribe koncerter, demonstrationer og lignende venstrefløjsarrangementer med et antifascistisk fokus. I 2012 udgav den tidligere elitesvømmer Charlotte Johansen sin bog ’Forklædt som nazist’ på Informations forlag. Månederne forinden havde hun infiltreret White Pride med det formål at dokumentere og udstille gruppens aktiviteter for offentligheden. Ligesom plakat-ophængningen, bragte bogen White Pride i pressens søgelys med en detaljeret beskrivelse af gruppens organisering, overfald og interne skoling af, særligt unge, mænd og kvinder rekrutteret på Århus stadion.

Bogen samt et fortsat pres fra folkelige, konfrontative og politimæssige kræfter, bragte White Pride i knæ og gruppens medlemsbasis begyndte efterhånden at falde, ligesom der blev længere mellem deres aktiviteter.

White Pride er ikke-eksisterende

To aktivister fra den militante fløj i den antifascistiske bevægelse fortæller, hvorfor de ser White Pride som en mindre trussel end tidligere. 
Morten og Linda har været aktive på venstrefløjen i flere år og har blandt andet deltaget i demoeskorte, stået vagt på sikkerhedshold til venstreorienterede arrangementer og fulgt White Pride på tæt hold.

Læs artiklen »Aarhus: Svækket Nynazisme« hos Socialistisk Information

Hvor står White Pride som gruppering i dag? Morten: Kort formuleret, så er White Pride som en politisk gruppering mere eller minde ikke-eksisterende. De viser sig fortsat på stadion til AGFs kampe og deltager i organiserede slagsmål med andre hooligangrupperinger, side om side med Århus casuals, hvor der er flere personoverlap og tæt samarbejde. Vi har over det seneste år kun set dem sporadisk i form af en sørgelig gang graffiti og et par rudeknusninger hos en venstreorienteret bogcafe, men ingen overfald.

Vi ved desuden, at det erkendt blandt SSP-medarbejdere, at White Pride er en succeshistorie med hensyn til afradikalisering idet mange af gruppens yngre medlemmer er faldet fra og kun repræsenterer en lille procentdel af White Prides aktive medlemmer, der for størstedelens vedkommende er gamle kendinge. Der er stadig et par ”ariske krigere” tilbage, som holder det nazistiske aspekt af hooliganfirmet i hævd, men for størstedelens vedkommende er vores indtryk, at deres aktiviteter begrænser sig til fodbold og selv på stadion udgør de i dag en nærmest ubetydelig del af AGF’s fanskare.

For tre år siden var der stadig rigtig mange overfald op til English Defense Leagues demonstration i Århus. Kan i forklare lidt om udviklingen siden da?

Linda: Allerede i året op til EDL’s demo, var White Pride på en nedadgående glidebane ikke mindst på grund af Charlotte Johansens bog om og infiltration af gruppen. Til trods for, at de af og til fik nyt blod ind, så var det meget de samme personer, der stod bag overfald og hærværk mod særligt Enhedslistens lokaler. Rekrutteringen på stadion var dalende og flere ældre medlemmer fra den tidligere og ekstremt voldelige generation havde ophørt deres aktiviteter og slået sig ned som familiefædre.

Morten: Et vigtigt skridt i retningen af et nazifrit Århus, kom med lukningen af gruppen Vederfølner, hvor Lars Grønbæk skiftede fra skabsnazist til at blive fuldgyldig gadekriger med gruppen Right Wings, Kalundborg. Med Vederfølner forsvandt den sidste ideologiske organisering, der skolede White Prides unge medlemmer i national propaganda.

Hvor stor en rolle har militans spillet i bekæmpelsen af White Pride?

Linda: Militans er jo flere ting, men jeg vil sige, at det med at hænge dem ud på plakater viste sig at være en stor succes, som ramte dem ret hårdt. Efter det vidste alle, hvem de var, og der var flere der begyndte at konfrontere dem, når de dukkede op og angreb demonstrationer og koncerter. Den sidste udhængning af White Pride medlemmer, der har fundet sted over de sidste to år, har haft en mindre effekt en den første, men vi kan se på blandt andet Uriasposten (en højreradikal blog red.), at de tager dem alvorligt og reagerer på dem. Siden den seneste kampagne med plakatophængninger i 2013 og 2014, er White Prides aktivitet næsten stoppet fuldstændigt idet, de føler sig pressede.

Morten: Det er da klart, at de blev ved med at angribe folk, når det aldrig fik konsekvenser for dem, og det var nemt at være nazist i Århus. I de senere par år er det blevet en kamp idet offentligheden har fået sat ansigter på, hvem de er, med sociale konsekvenser for dem, nogle har måske mistet deres arbejde og mange er faldet fra på grund af presset fra offentligheden og den fysiske modstand de har mødt. White Pride er desuden blevet lidt af en phariah på den ”pæne højrefløj” idet de flere gange har heilet ved arrangementer afholdt af Danskernes Parti, der ikke længere afholder offentlige arrangementer i Århus af frygt for yderligere skandale i pressen. Mener i, at nazistiskegrupper kan bekæmpes kun med folkelige og lovlige metoder?

Morten: Jeg vil vove at påstå, at der er utallige eksempler, særligt fra Århus, hvor der er afholdt store folkelige demoer imod White Pride og andre racistiske grupperinger, men hvor White Pride efterfølgende har benyttet sig af det og overfaldet deltagere i timerne efter. Det er utrolig vigtigt at der er stor folkelig modstand mod dem, men i de nævnte tilfælde betødmanglen på, eksempelvis sikkerhed, og en vilje til at stoppe dem fysisk,at White Pridei deres øjne vandt en let sejr, som blot styrkede dem moralsk. For White Pride var det en succes og en sejr hver gang de kunne overfalde enlige personer på gaden og slippe af sted med det.

Hvilke modstands-strategier benyttede i så?

Morten: Vi begyndte at opstille sikkerhedshold, der kunne konfrontere White Pride og forsvare vores arrangementer, når de forsøgte at ødelægge dem. Vi sendte tit spottere ud, for at finde dem i byen, når vi selv holdte en koncert, et show eller lignende. På den måde kunne vi bedre forudse og forholde os til, om de ville blive et problem på selve aftenen eller ej.

Linda: Jeg tror på, at den tobenede strategi med både folkelig modstand og militans er vejen frem, og at denne ene ikke kan klare sig uden den anden. Hvis vi fortsætter med at gå hånd i hånd, så er der ikke noget, der kan vælte os, men vælger man at hoppe rundt på et ben, så vælter man før eller siden. Vi gør de ting som ARN og Enhedslisten ikke kan gøre. Den militante modstand er en nødvendighed som ikke nødvendigvis indebærer vold, men som det kan ses kan indbefatte at hænge nazisterne ud til offentligt skue i deres nabolag og på gaden, så folk kan se hvem de er.

Enhedslistens hovedbestyrelse diskuterede for nyligt et forslag om at stille krav til, og på flere måder tage afstand til Researchkollektivet Redox, på baggrund af, at straffede personer var en del af Redox. Hvad tænker i om det?

Morten: Nu er Redox jo en af de mere pæne antifascistiske organiseringer. Men jeg tænker, at hvis Enhedslisten begynder at stille krav til, hvordan folk skal arbejde, for at de vil associeres med dem, så er vi ude på farlig grund. Enhedslisten udspringer af græsrødderne og burde forholde sig til dem som sit bagland frem for at have travlt med at diktere, hvordan man skal gøre det ene eller det andet, bare for at de kan score nogle billige stemmer og samtidig skide på deres egne holdninger.

Linda: Jeg tror det er et dumt træk at tage, jeg tror at mange, der stemmer listen er glade for Redox, de laver et nødvendigt stykke arbejde, som gavner alle inklusiv Enhedslisten. Uden Redox ville vi ikke vide, hvem nazisterne var, og hvordan de var organiserede. Det kan godt være, vi har nået et lavpunkt i naziaktiviteter, men det er sgu kun på grund af folk som Redox, der har hjulpet med at få sat ansigter og info på hvem nazisterne var, og hvordan de opererede. Det virker som et desperat træk fra Enhedslistens side, og jeg tror det vil være at skyde sig selv i foden.

Artiklen er skrevet af et nyt medlem i Projekt Antifas redaktion, der har været aktiv antifascist i Århus i mange år.