Sommer, sol og SIAD-fri lørdag i hovedstaden
Cirka 300 antifascister demonstrerede i dag fra Vibevej i Københavns Nordvest-kvarter til Christiansborg Slotsplads. Demonstrationen var oprindeligt en moddemonstration mod SIADs planlagte demonstration.
SIAD meldte dog ud tidligere på ugen, at deres demonstration igen-igen-igen-igen var aflyst. Trods dette valgte ’Antiracister fra Nordvest og Nørrebro’ at gennemføre den planlagte antiracistiske demonstration.
Demonstration forløb stille og roligt, med eskorte af skjorteklædte betjente, og med konstante antifascistiske slagord. Ved Rådhuspladsen blev demonstranterne talt til cirka 300.
Efter demonstrationen tog en mindre gruppe antifascister til Hundige, hvor der blev opsat cirka 250 plakater for næste lørdags blokade af Hundige Station ifb. med DNSBs koncert samme dag.