1 marts 2015

Skjern for mangfoldighed

Siden starten af januar har SIAD forsøgt at afholde demonstrationer mod islam i flere jydske byer. Samtlige steder er de blevet mødt af større demonstrationer for mangfoldighed og mod fremmedhad. Det bliver de også ved den næste i Skjern.

Billedet er fra en tidligere demonstration for mangfoldighed i Skjern.

Gruppen Stop Islamisering af Danmark (SIAD) har de sidste to måneder forsøgt at afholde marcher i Haderslev, Esbjerg, Silkeborg og Randers. I alle fire byer har moddemonstrationer samlet betydeligt flere deltagere end SIADs på trods af, at de alle steder er blevet organiseret med kort tids varsel.

Læs Redox’ artikel om SIADs første forsøg i Haderslev

Samme billede tegner sig for moddemonstrationen i Skjern, der finder sted mandag den 2. marts. En af arrangørerne, Johnny Zaar fra Skjern mod racisme, fortæller til Projekt Antifa, at der er stor opbakning til demonstrationen for mangfoldighed.

“Reaktionerne har været flotte, jeg har fået megen ros for moddemonstrationen, næsten alle politikere i byrådet har bakket op og udtalt sig positive til lokalavisen. Lokalbefolkningen har bakket op med fakler, sange, artikler til avisen og reklamespot.”

Blandt de lokalpolitikere, der har udtalt sig positivt, er det socialdemokratiske byrådsmedlem Trine Ørskov.

“Lærte vi ikke noget af Anden Verdenskrig? Jeg synes, det er bekymrende med den stigmatisering af mennesker, som vi ser i vores samfund, uanset om det er jøder eller muslimer”, har hun udtalt til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Johnny Zaar forventer, at der nu kommer fokus på SIAD og de højreorienterede politiske partier i lokalområdet og hvad de egentlig står for rent politisk.

Uanset morgendagens fremmøde, lader det til, at denne forventning vil blive opfyldt. Således skriver flere af de tilmeldte på facebook, at de ikke tidligere har været politisk aktive eller deltaget i demonstrationer, men at de føler det nødvendigt at dukke op, når de læser om, hvad SIAD står for.

Skjern mod racismes begivenhed på facebook.