23. marts 2012

Reportage: FN’s antiracismedag markeret i Århus

Onsdag gennemførte et samlet byråd i Århus en ’folkefest’ under titlen Århus hylder tolerancen. Vi bringer en reportage.

I lettere blæsende forårsvejr piblede 1200-1500 mennesker (med en konstant gennemstrømning på flere tusinde) frem på den lune solskinsdag for at tage del i Aarhus Byråds tolerancemanifestation i anledning af FNs antiracismedag den 21. marts.

Cirka 500 personer stod i små klumper spredt ud over pladsen og ventede nysgerrigt. De rykkede langsomt tættere sammen nogle minutter over fire på borgmester Jacob Bundsgaards (S) opfordring, der også havde æren af at være dagens første taler på programmet. Han hyldede det - i starten - beskedne fremmøde og betegnede det som en storslået dag for mangfoldigheden og tolerancen.

Der var repræsentanter med bannere fra flere forskellige civile organisationer, blandt andet DUI - Leg og virke, Studenterrådet ved Aarhus Universitet, Muskelsvindfonden, Radikal Ungdom, Studenterhus Aarhus og Aarhus Lærerforening.

Aarhus Jazz Orchestra indledte den musikalske oplevelse med en noget så velkendt skolesang som Marken er mejet, mens enkelte drak øl rundt omkring i den jævne strøm af mennesker, der vedblev at myldre hen til arrangementet. Bagefter afløstes symfoniorkestret af korsangerne fra Maestra. Musikudvalget var ligeledes mangfoldigt, dog med en diskret overvægt af hiphop.

I mellem de optrædende kunstnere blev der vist en serie af videoklip fra YouTube med diverse kendte personer og aktører, for eksempel LO-formanden og andre fremtrædende erhvervsfolk, den amerikanske ambassadør, der erklærede sin kærlighed til byen, biskoppen Kjeld Holm og AGF-spilleren Steffen Rasmussen, der snakkede om sportslig tolerance - også efter kampen.

Folk klappede lystigt mellem hvert indslag. De lange pauser mellem de optrædende i begyndelsen virkede ikke synderligt professionelle, men som begivenheden skred frem, kom der bedre flow i sceneskiftene.

Aktivister fra Aarhus For Mangfoldighed var på flyeruddelingsrunde og formåede at omdele samtlige 1500 flyers, der var blevet trykt i dagens anledning, hvilket kom en smule bag på dem, der ikke havde regnet med at se hele bunken af A5-papirer forsvinde på så kort tid.

De havde, på trods af den oprindelige godkendelse, desværre fået afslag på at opstille en bod mindre end to dage før begivenheden, idet byrådet nu mente, at ÅFMs tilstedeværelse ville ’mudre billedet’.

Da Jøden & Jonny Hefty gik på med hittet Gamle Dreng, kom der lidt mere gang i folkemængden, måske mest oppe foran. Lars Lilholt indkasserede de største hyldestråb og hujen, inden han gav den op med orkestreret rap og namedroppede Wikileaks og en masse diktaturregimer i sin yderst politiske sang, der bragede igennem med linjen "Magt korrumperer, magt slår ihjel" og dermed satte solid trumf på optrædenen.

En flok standhaftige punkere stod midt på pladsen og tryglede om et ekstranummer, men det fik de ikke. Det var der ikke sat plads af til på programmet.

Herefter var det tid til opera med Lina Valantiejute og en virtuel hilsen fra det fraværende band Nephew, der havde valgt at donere deres hyldest til fodboldlandsholdet Danish Way To Rock til forsamlingen for at imødegå højrefløjens gentagne misbrug af videoens budskaber.

Lidt mere soft blev det, da Flødeklinikken gik på. Reaktionen kom prompte og tiltrak en hel skare af skrigende fans, fortrinsvis unge piger, der trådte op ad trappen foran scenen og lod hænderne glide op i vejret. De brillierede alle med forskellige slags hovedbeklædninger, flankeret af forsangerens pelshue, og gav en energisk optræden med deres seneste radiohits tilført lækker scratch fra pladespillerne. Li Diné og Outlandish gik senere på og gav de undertrykte en stemme. Sidst men ikke mindst trykkede U$O den af, imens folk var begyndt at sive væk fra pladsen igen til de afslutningsvise toner fra Poul Krebs.

Forsamlingen var hele dagen præget af et bredt udsnit af almindelige mennesker. Her var folk af alle slags: Unge, gamle, udlændinge, børn. Spejdere, fagforeningsformænd, håndværkere, pressefolk. Unge gymnasieelever, hipstere, punkere, skatere og hjemløse med Hus Forbi-tasker.

Også White Pride var til stede, men de holdt sig heldigvis væk fra pladsen og var blevet gelejdet ind på Billabong Bar af en mindre håndfuld civilbetjente.

De opholdt sig dog ikke alle sammen indendøre hele tiden, men kredsede om eventen jævnligt som små irriterende myg på jagt efter folk de kunne overfalde. Hvilket desværre også lykkedes umiddelbart efter der blev takket af og pakket sammen.

Enkelte alternative stod forsamlet ved 7Eleven og blev overfaldet. De fik enkelte knubs, men også uventet assistance af nogle tilfældige forbipasserende, der stoppede slagsmålet og bankede nazisterne i stedet for. Øjenvidner fortalte, at det i øvrigt var de samme som havde kastet kanonslag ved Mølleparken sidste sommer, der var gået til angreb på dem.

Klokken 19 havde LO indkaldt til kortvarslet konference i Aarhussalen under titlen Dig og mig - os alle sammen. Der var salg af hvide t-shirts for 50 kr. og badges med sloganet til en tier, og forsamlingen havde mulighed for at stille spørgsmål undervejs til paneldeltagerne, som bestod af Helle Hansen - filminstruktør, Hüseyin Arac - byrådsmedlem for Socialdemokraterne og Anders Glahn - klubleder for fritidsordningen ’Gellerup’. Paneldebatten var arrangeret af Anders Munk - formand for LO-Aarhus og Purnima Kumarathas - formand for Integrationsrådet i Aarhus, der var paneldebattens konferenciere.

Anders Munk indledte med at betone LOs rolle i tilblivelsen af Aarhus hylder tolerancen og deres pres på byrådet for at komme i offensiven (men ikke at det var Aarhus For Mangfoldighed, der indledningsvist havde hevet fat i fagforeningen). Purnima præsenterede Helles film Ordet fanger, der havde premiere for første gang og senere skal vises på DR2 den 30. april.

Filmen var en illustration af udlændingedebattens retoriske højreskred gennem de sidste par årtier og bestod mestendels af en sand opremningshistorie af citater fra nyheds- og stormødeklip med fortrinsvis Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti, blandet med muslimske hymner og kirkelige strofer og lydoptagelser med danske nationalsange som I Danmark er jeg født, men også borgerlige politikere og enkelte socialdemokraters hadefulde udfald, og ikke at forglemme Villy Søvndals (SF) historiske formaning til ’religiøse mørkemænd’ fra Hizb ut-Tahrir.

Som visuel underlægning vistes der billeder af muslimske pilgrimme i Mekka eller kolonihavehuse med hejste dannebrogsflag for at understrege absurditeten - med mere eller mindre groteske krydsklipninger.

Filmen afsluttedes med det retoriske spørgsmål, om vi mon skulle acceptere, at alt efterhånden kunne siges i den offentlige, politiske debat. Mange af seerne viste interesse for at få filmen ud til visning på skoler og arbejdspladser efterfølgende, hvilket instruktøren viste imødekommenhed overfor.

Bagefter var der pause, og folk drak kaffe, te, isvand og spiste blandet frugt, imens de sludrede om løst og fast i forbindelse med dagens oplevelser. Ingen var klar over, at der kort tid forinden var sket et nazistisk overfald i skyggen af koncerten, og nyheden om det chokerede nogle af dem.

Hüseyin var første taler i panelet og redegjorde for udlændinge-ordets udvikling fra ’gæstearbejdere’ til ’indvandrere’, og hvad det havde ført med sig af personlige overvejelser. Dernæst om hetzen mod forskellige muslimske nationaliteter gennem tiden - først de tyrkiske gæstearbejdere til de palæstinensiske statsløse og hernæst de ’dovne’ somaliere. Men alligevel ønskede han respekt og frabad sig samtidig at blive hjulpet af ’velmenende venstreorienterede’, der havde en ulykkelig tendens til at fratage etniske minoriteter værdigheden og myndigheden over deres egen skæbne, nævnte han.

En bestemt oplevelse i Thy havde sat sig i hans hukommelse, da en konservativ politiker tilfreds ytrede, at han jo talte perfekt dansk, og ’ham var der skam ingen problemer med’. Han reagerede ved at spørge direkte, hvem han havde noget imod. Svaret var forudsigeligt og forudindtaget: "Jamen det er da alle de perkere, der render rundt i Ishøj, Gellerup og Vollsmose og laver kriminalitet hele tiden."

Anders Glahn (der pointerede, at han i øvrigt selv var fra Thy) tog over og udtrykte skam over, at hans eget sprog blev brugt til ’den slags ytringer’ og indledte derefter en lang forsvarstale for sine unge fra Gellerup, som må slås med en masse identitetsmæssige problemer som følge af den grove, offentlige stigmatisering og alle fordommene.

Det er et velkendt faktum, at personlig usikkerhed og social elendighed fører til større kriminalitet, mente han. Han lagde vægt på, at det betyder meget at have et sted at placere sin ’drøm’. Palæstinenserne har jo modsat somalierne ikke et land at gøre dette i, derfor er de i sagens natur mere udsatte.

Sidst på aftenen var der lejlighed til at høre en række kommentarer fra deltagerne i salen. En tydeligt rørt tyrker berettede om ydmygelsen ved at komme til Danmark som gæstearbejder, blive kærester med en dansk pige, stifte familie, og 30 år senere få afslag på statsborgerskab på grund af ’dårligt dansk’, og det i lyset af at han havde passet sit arbejde loyalt i alle de år.

En anden syntes det var befriende, at LO havde lavet Tag Danmark Alvorligt-kampagnen med Dannebrog som en del af logoet for på den måde at vise ’skvadderhovederne’ på højrefløjen, at det er vores flag. "Det er vores flag." Han gentog budskabet flere gange og pegede anklagende på føromtalte debattør for at understrege inklusionen i hans nationalisme-begreb.

En tidligere fremmedfjendsk person fortalte om sit spring fra generalisering til medlemskab af Socialdemokratiet og erkendelsen af, at det ikke kunne være helhedens skyld, at der fandtes kriminelle udlændinge. "Det er de få, der ødelægger det for de mange", konkluderede han.

En sønderjyde væmmedes ved misbruget af Dannebrog og var blevet så påvirket af det, at hun konsekvent nægtede at flage med det i sin kolonihave - de fleste andre tilstedeværende fandt, at det var yderst trist og et knæfald for racisterne.

En yngre knægt med hiphop-kasket modtog diskrete klapsalver for at påpege, at racister ikke er rigtige danskere. "Racisterne er de virkeligt uintegrerede mennesker i landet", tordnede han.

Slutteligt fik oplægsholderne overbragt gaver, og der blev af enkeltpersoner opreklameret 31. marts-demonstrationen, så ingen var i tvivl om, hvor det næste slag skulle slås for et samfund uden racisme og fremmedhad.