7. maj 2012

Reportage: Antifascistisk cykeludflugt på årsdagen for befrielsen

Den 5. maj, på årsdagen for Danmarks befrielse, bød Projekt Antifa på guidet cykeludflugt gennem modstandskampens København. 22 interesserede deltog i turen, der bl.a. gik til Riffelsyndikatet og Mindelunden i Ryvangen.

Guiden fortæller om sabotagen mod Riffelsyndikatet.

Udflugten var arrangeret af Projekt Antifa, og havde modstandskampen mod fascismen under den tyske besættelse 1940-45 som tema. Med den ønskede vi at sætte fokus på antifascismen som en vigtig del af både venstrefløjens historie, og som forudsætning for modstandsbevægelsens opståen under krigen - en side af historien, der i den brede offentlighed desværre alt for ofte overses.

Statens museum for Danmarks Frihedskamp

Udflugten startede på Frihedsmuseet, der blev oprettet i 1957 som museum for frihedskampen under den nazistiske besættelse 194-45. Museet havde sin oprindelse i Frihedsrådets udstilling "Det kæmpende Danmark" fra lige efter krigen, og er i dag en del af Nationalmuseet. Museet formidler det officielle Danmarks vinkel på modstandskampens historie.

Frihedsmuseet blev for nyligt udsat for hård kritik fra forskellige historikere, da det offentliggjorde det endelige resultat af registreringen af modstandsfolk i "Modstandsdatabasen". Databasen indeholder nemlig 87.000 navne på folk, der var involveret i illegale aktiviteter, hvilket står i kontrast til de få tusinde aktive modstandsfolk, man hidtil havde regnet som en del af modstandsbevægelsen. Det satte derfor en debat i gang om, hvor brede kriterier man egentlig kan opstille for, hvornår en person var modstandsmand eller -kvinde.

Næste stop på turen handlede om, hvem modstandsbevægelsen var, specifikt de danske kommunister, der spillede en central rolle i opbygningen af modstandsbevægelsen.

Modstandskampen og de danske kommunister

Mindesmærket for de danske kommunister, der blev dræbt i frihedskampen, blev rejst i 1996 af den danske stat og ligger i Churchillparken ved siden af Frihedsmuseet.

Den 22. juni 1941 invaderede Nazityskland Sovjetunionen, og samme dag skred det danske politi efter ønske fra tyskerne til anholdelse af en lang række danske kommunister, heriblandt forfatterne Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig, samt folketingsmand Martin Nielsen. Gestapo, der allerede i 1940 havde fået en kopi af Københavns Politis efterretningsafdeling D’s kommunistkartotek, havde bedt om fængslingen af blot 72 navngivende danske kommunister, heriblandt DKP’s folketingsgruppe, men politiet valgte i første anholdelsesbølge at pågribe 295. Aktionen blev alene godkendt af statsminister Thorvald Stauning, og var derfor grundlovstridig. Fungerende justitsminister, rigspolitichef E. Thune Jacobsen valgte dog at godkendte aktionen, officielt med begrundelse i nødretten. DKP gik herefter under jorden og startede illegalt arbejde.

Den 22. august vedtog et enigt folketing ”Lov om Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed” – en grundlovstridig lov, der blev gjort gældende med tilbagevirkende kraft, for at hjemle arrestationerne af de danske kommunister. DKPs tre folketingsmedlemmer havde ikke mulighed for at deltage, da en sad fængslet og de sidste to blev jaget af det danske politi, og behandlingen i de to kamre skete på rekordtid.

Kommunisterne blev i første omgang indsat i Vestre Fængsel, men senere overflyttet til Horserødlejren, efter man havde gjort plads dér, ved at sende de sidste 41 internerede tyske emigranter – fortrinsvist jøder og kommunister – der siden besættelsen havde siddet fængslet i Horserød til Tyskland, hvor de blev udleveret til Gestapo. 14 af dem blev henrettet og resten blev sendt i koncentrationslejr.

Den 10. Juni 1942 undveg skibsbygger, medlem af DKP og tidligere Spaniensfrivillig Eigil Larsen fra Horserød gennem en tunnel, han selv havde gravet fra sin celle og ud under hegnet. Efter sin sensationelle flugt blev han af partiet pålagt at organisere sabotagen i Danmark, og Eigil Larsen blev en af de drivende kræfter i dannelsen af sabotageorganisationen KOmmunistiske PArtisaner - det senere BOPA . Han stod ligeledes bag den første jernbanesabotage i Danmark den 6. november 1942, hvor han afsporede et tog ved Espergærde.

Den 29. august 1943 opgav den danske regering endelig samarbejdet med tyskerne og gik af efter flere dages optøjer rundt om i landet. Horserødlejren blev overdraget til tyskerne, men det lykkedes 95 af de internerede kommunister at undvige. De resterende 150 kommunister blev senere på året, sammen med de danske jøder, udskibet fra Langelinie til Tyskland, hvor kommunister blev sendt til KZ-lejren Stutthof. 22 af dem omkom.

Mindesmærket blev i november 2008 udsat for hærværk, da højreekstremister overhældte det med maling.

De danske spaniensfrivillige

De danske socialisters modstandskamp mod fascismen startede allerede i 1936, og næste stop på turen var derfor få meter længere hen ad Esplanaden, nemlig monumentet for de danske Spaniensfrivillige.

Omkring 550 danskere tog til Spanien i perioden 1936-1939 for at deltage i de internationale brigader i kampen mod fascismen og Francos oprør mod den demokratiske folkefrontsregering. Omkring 220 af dem kom aldrig hjem igen, men faldt i kamp. En stor del af de der overlevede kom til at udgøre kernen i den tidlige modstandsbevægelse.

De fleste af de spaniensfrivillige blev hjemsendt fra Spanien ved årsskiftet 1938/39, og ved hjemkomsten blev de frivillige kaldt til afhøring hos politiet under påskud af et krav om tilbagebetaling af transportudgifterne til deres hjemrejse fra Spanien. På politigården blev de registret, og flere af dem blev retsforfulgt og idømt 30 dages fængsel for deres deltagelse i borgerkrigen, idet man i 1937 ved lov havde forbudt deltagelse i Den spanske borgerkrig. Politiet brugte efterfølgende deres registrering af de spaniensfrivillige til, i november 1942 at arrestere og fængsle størstedelen af de dem. Og med god grund. På det tidspunkt havde flere af de tidligere Spaniensfrivillige allerede startet den aktive sabotage i Danmark og været med til at organisere de grupper, der i 1943 blev til sabotageorganisationen BOPA.

Herefter fortsatte udflugten videre ud i det gode vejr og nordpå til Frihavnen, hvor en af de helt store værnemagervirksomheder lå.

Riffelsyndikatet

Dansk Industri Syndikat A/S (DISA) i Frihavnen, i daglig tale "Riffelsyndikatet", var en dansk våbenfabrik der producerede automatiske skydevåben af dansk konstruktion til tyskernes krigsindsats. A.P. Møller var under krigen hovedaktionær i DISA, og firmaet tjente kassen på leverancerne til de nazistiske felttog. Riffelsyndikatet var med andre ord "alle sabotørers store drøm", som BOPA-mand Børge Brandt udtrykte det.

Der havde allerede være to sabotager på fabrikken i 1943, anden gang med ret store skader til følge. BOPA’s aktion på treårsdagen for invasionen af Sovjet den 22. juni 1944 skulle være aktionen, der en gang for alle satte en stopper for virksomheden, og blev en af de mest spektakulære under krigen.

Fabrikken var bevogtet af 60-70 mand bevæbnet med maskinpistoler, foruden tyske politisoldater, der patruljerede i udkanten af området. Derudover lå fabrikken bag Frihavnens pigtrådshegn, og var derfor sværere tilgængelig end mange andre fabrikker. Vagterne skulle afvæbnes uden at affyre et skud, idet forstærkningerne ikke var langt væk.

Toldvagten i Viborggade ved porten ind til Frihavnen blev besat et par minutter før 17.30, og samtidig tog dækningsgrupper opstilling bl.a. på Nordhavn Station. I alt 120 modstandsfolk var involveret i angrebet. Vagterne på området blev afvæbnet og to stjålne lastbiler med 400 kilo trotyl blev kørt ind på området. En del af folkene gik ind i en af produktionsbygningerne hvor riffelboremaskinerne stod og begyndte af minere bygningen, mens fabrikkens arbejdere, der arbejde på aftenhold, stadig arbejdede på fabrikken. Det tog næsten en time. Mens man var der, benyttede man lejligheden til at snuppe 30-40 rekylgeværer, 60 maskinpistoler fra vagterne, to 20 mm maskinkanoner, 2000 granater til kanonerne og 20-30.000 stykker ammunition til rekylgeværerne.

Da sprængstoffet var placeret, sattes fabrikkens luftalarm i gang, lunterne blev tændt og arbejderne blev gennet ud af bygningen. 3-4 minutter efter sprang de 400 kilo trotyl - den største mængde brugt ved nogen sabotage - og fabrikken blev totalt raseret. Skaderne blev opgjort til 9,4 mio. kr.

Efter sabotagen af Riffelsyndikatet og andre sabotager i dagene før og efter svarede tyskerne igen med otte henrettelser, fem Schalburgtager bl.a. mod Tivoli og civil undtagelsestilstand med spærretid. Det fandt Københavnerne sig ikke i, og Folkestrejken, en åben opstand i København, var den 26. juni 1944 realitet.

Også Projekt Antifas cykeludflugt havde lidt problemer med vagten ved hovedporten, og kunne desværre ikke få lov til at komme ind på Frihavnens område. Vi måtte derfor, trods protester fra vagten, der helst så vi forsvandt, nøjes med at betragte Rifffelsyndikatets røde bygninger på afstand fra indkørslen til området. Der er dog åbent i dagtimerne mandag-fredag hvis man har et erinde.

Mindelunden

Udflugtens endemål var Mindelunden i Ryvangen, et kvarters cykeltur fra Riffelsyndikatet. Da modstandsfolk den 5. maj 1945 kom herud til den nordligste ende af Ingeniørregimentets øvelsesterræn, fandt de ligene af 202 personer nedgravet på området. Nogle grave var markeret med nummererede træpæle, og i gravene fandtes flasker indeholdende et stykke papir med ligets data, mens andre var anonyme. De 202 lig var de modstandsfolk, der var blevet henrettet af tyskerne på området, og modstandsfolk, dræbt af tyskerne under aktioner og i tyskernes varetægt, samt fire henrettede tyske soldater. Blandt de begravede fandtes flere medlemmer af de store modstandsgrupper BOPA og Holger Danske, de henrettede medlemmer af Hvidstengruppen samt "Flammen" og "Citronen".

Få måneder efter krigen blev 105 af dem genbegravet her i det store gravfelt, og i 1947 hentede man 31 modstandsfolk, der omkom i koncentrationslejre, hjem fra Polen og Tyskland og begravede dem her. I 1950 stod Mindelunden endelig færdig som mindesmærke for de faldne i modstandskampen. På den lange mindemur under pergolaen står navnene på 151 modstandsfolk, hvis jordiske rester man aldrig fandt. Næsten dem alle døde i koncentrationslejre.

Fra den centrale del af Mindelunden gik turen ned til henrettelsespladsen i den sydlige del af anlægget. Den 28. august 1943 og frem til krigens slutning afsagde og eksekverede tyskerne mindst 103 formelle dødsdomme over modstandsfolk. De fleste blev eksekveret i Ryvangen, på den lille pistolskydebane, der i dag er bevaret. Man kender til 90 henrettelser her. Efter Folkestrejken stoppede tyskerne de regulære henrettelser i 6 måneder og skød i stedet modstandsfolkene under Gestapoaktionerne, ved interimistiske henrettelser uden dom eller ved massakre, som den der fandt sted i Osted på landevejen mellem Ringsted og Sorø, hvor 11 modstandsfolk fra Holger Danske og BOPA under transport til Frøslevlejren blev skudt den 9 august 1944.

Henrettelserne i Ryvangen foregik ved henrettelsespeloton, hvor 2 eller tre blev bundet til træpæle og skudt af tolv tyske soldater, hvorefter en officer gav de henrettede et nakkeskud. Hvidstengruppen blev henrettet her 29. juni 1944, og den sidste henrettelse fandt sted blot ganske få dage før befrielsen den 2. maj 1945. Bronceafstøbninger af de tre henrettelsespæle står i dag på pladsen, og stedet har en meget gribende stemning over sig. Henrettelsernes uhygge stod i skærende kontrast til de fredelige, forårsgrønne omgivelser på sådan en solskinsrig lørdag i maj.

Cykeludflugten var den første af sin slags for Projekt Antifa, og en stor succes. Vi var glade for at se så stor en interesse for turen, og vi håber at kunne arrangere flere historiske udflugter i fremtiden.