25. maj 2010

Rejse-reportage: På løbetur i Aalborg

Projekt Antifa bringer her en ung antifascists reportage fra hans tur fra Århus til Aalborg i forbindelse med SIADs demonstration i fredags.

Dagen startede for mit eget vedkommende med at mødes med en gruppe århusianske antiracister på Århus Banegård, hvor vi sammen tog toget mod Aalborg.

Ved ankomsten mødtes vi med en gruppe lokale antifascister, mange af dem var nogle vi kendte fra tidligere, og fik en fin snak om hvad der skulle ske. Stilen og stemningen var meget afslappet og der blev snakket åbenlyst om at forsøge at blokere demoen eller på anden måde chikanere Anders Gravers’ manifestation.

Planen var oprindeligt at gennemføre en blokade på den smalleste gade i byområdet, der naturligvis krævede færrest folk at gennemføre. Og så blev der også lige tid til at gå på shopping for at anskaffe et par solbriller, for de af os som i farten havde glemt vores egne derhjemme.

Demoen startede i god ro og mag cirka kvart over fire, hvor en taler gik på og bragte den musikken til ophør. Det var en lokal sognepræst der snakkede meget omkring fremmedhed og hvordan dette kunne gøres inkluderende ved at invitere de nye og ukendte ind i den sociale varme, for derved at bringe den kulturelle isolation til ophør.

Der var dejligt varmt solskin og folk sad forskellige steder rundt på Louiseplads og hyggede sig. Et lilla banner med ’Danmarksgade for Mangfoldighed’ var blevet hængt op i nærheden af scenen. Forsamlingen var broget, men alligevel mest præget af unge, hiphoppere og alternative typer med et par voksne ind i mellem. Og børn der gik og legede og pjaskede rundt i vandet bagved dj-pulten.

Omkring kvart i fem begyndte demoen sin rundtur efter politiets ændrede ruteanvisninger, og da optoget var tæt ved sin afslutning forsøgte en mindre gruppe mennesker heriblandt mig selv at bryde ud ved en arkade for at haste mod SIADs demo. Dette blev dog forpurret af civilbetjente og tilløbende uniformerede som ville have at alle deltagere forblev i demoen indtil dens afslutning. Udsigten til en omfattende løbetur væk fra betjentene, fik de fleste af os til at vende om og returnere til forsamlingen, der drilsk klappede af os.

Som konsekvens af at måtte vende om og tilbage til de andre gik vi og småsnakkede lavmælt resten af turen i forhold til en spontan plan B. Det blev foreløbig bestemt at vi skulle sive diskret fra pladsen i mindre grupper med en stedkendt til stede i hver, da vi efterhånden havde ret travlt.

Med lidt snilde og løb på rette tidspunkter gennem baggårde og andre smutveje lykkedes det os at snige os forbi civilerne i de omkringliggende gader og komme op mod Frederikstorv, hvor vi til vores forbløffelse ramte lige ind i SIAD-demonstrationen og de tre andre spredte grupper som var nået frem fra andre gader nogenlunde samtidig, sammen med en gruppe forsinkede århusianske antifascister - perfekt timing!

Vi kom overraskende nok relativt tæt på Anders Gravers og gik og råbte ad ham sammen med en gruppe lokale unge indvandrere, der var kommet tililende eller var strømmet ud af moskéen på Danmarksgade, hvor de voksne imamer forgæves havde forsøgt på at presse dem ind.

Jeg anede på intet tidspunkt noget om episoden med DNSB før bagefter, da vi opsnappede rygter undervejs og tjekkede mediedækningen ud, men idet adrenalinen pumpede gennem min krop havde jeg ikke tid til at koncentrere mig om den slags. Politiet forsøgte i det hele taget usædvanlig halvhjertet at afskærme os fra SIADs demonstration til senere undren for os, der efterhånden var vant til at forsøge at forhindre nazi-demoer og -forsamlinger.

Efter vi kom rundt om den åbne plads ville politiet naturligvis ikke have at vi fortsatte, hvorfor de ved hjælp af en indsatsvogn indsatte en kile ved udgangen og skar os af så SIAD-folkene blev isoleret fra os. I frustration over dette nok alligevel forventede indgreb løb vi hurtigt udenom og via andre sidegader lykkedes det os at nå om foran demonstrationen i gågaden, så vi var klar til at ramme endnu en gang og vise dem vores utilfredshed. Med udsigt til en blokeret gade ved hjælp af butiksskilte og stole fra en nærliggende isbar, valgte politiet at omdirigere ruten ad alternative smågader, hvilket i øjeblikket morede os meget.

Desværre lykkedes det os dog ikke længere efter dette at indhente gruppen, da politiet var for massivt til stede i de smalle centrumgader og til trods for at civilbefolkningen forsøgte at hjælpe os med at anvise hvor svinene befandt sig. Omvendt kan man sige at det heller ikke lykkedes politiet at indkredse os og masseanholde os, da vores effektive impulsstormløb skarpt forfulgt af indvandrerdrengene fuldstændig forpurrede deres taktiske overvejelser i forhold til at finde et velegnet sted at gennemføre en sådan manøvre.

På trods af enkelte anholdelser af aktivister og rødder der havde lidt for svært ved at komme væk i en fart, forløb dagen overordnet set roligt, primært fordi vi hele tiden kørte god stil og formanede de lokale rødder om at forholde sig roligt og gemme lysten til de fysiske konfrontationer væk, også selv om betjentene på et tidspunkt stod med hævede knipler foran et varehus og var parate til at ’stoppe festen’, som en indsatsbetjent formulerede det i den tilspidsede situation.

Demoen blev opløst i nærheden af udgangspunktet og SIAD-folkene blev kørt væk i politiets mandskabsvogne, til stor jubel blandt os og erkendelsen af den store effekt og årsag vi havde haft til ændringerne i deres oprindelige program. Drengene var efterfølgende meget begejstret for os og gav os thumbs up da vi forlod dem og splittede op. Vi kvitterede med et tak for indsatsen og håb om at vi en dag ville se dem på gaden igen - sammen med os.

Reportagen er skrevet af en ung jysk antifascist. Redaktionen er ikke nødvendigvis enige i holdningerne i teksten.