1 september 2013

Redox tilmelder sig Pressenævnet og genåbner hjemmeside

Efter næsten to år offline åbner redox.dk i dag sin hjemmeside igen. Det sker efter, at anklagemyndigheden har droppet terrorsigtelser mod medlemmer af researchkollektivet.

Ansvarshavende redaktør for Redox, Simon Bünger.

Det er næsten to år siden, at webhostingfirmaet Surftown lukkede for al adgang til hjemmesiden redox.dk efter krav fra Datatilsynet. Det skete efter, at Researchkollektivet Redox, på hjemmesiden, havde offentliggjort en detaljeret rapport om den hemmelige højrefløjsloge, ORG. Lukningen skete med henvisning til, at det ifølge Persondataloven ikke er lovligt at skrive om andre menneskers politiske overbevisning, uden at have fået tilladelse til det.

Historien om ORG fyldte alle landets medier i tiden efter Anders Breiviks terrorangreb i Norge og tog udgangspunkt i netop Redox’ rapport.

”Vi var ærligt talt overraskede over, at Datatilsynet valgte at få lukket vores hjemmeside. Både fordi der jo findes mange andre hjemmesider, hvor præcis det samme foregår, men også fordi, at snakken om ytringsfrihed har fyldt ekstremt meget i den offentlige debat siden Jyllands-postens famøse tegninger i 2005. Der er ikke de politikere, fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, som ikke har udråbt ytringsfriheden til en helt central del af demokratiet. Pludselig opdagede vi, at den frihed ikke gjaldt os. Det fremstod som negativ særbehandling af os” siger Simon Bünger, ansvarshavende redaktør for Redox.

Titlen som ansvarshavende redaktør kommer af, at redox.dk nu er tilmeldt Pressenævnet. Det betyder, at det ikke længere er Persondataloven, men i stedet Medieansvarsloven og de presseetiske retningslinjer, som gælder for hjemmesidens indhold.

”For os er det den eneste logiske løsning nu. Vi kunne have valgt, at åbne en hjemmesiden, uden Pressenævnstilmelding med den konsekvens, at vi så risikerede at blive lukket igen. Nu er det værste der kan ske, at vi får en næse af Pressenævnet, hvis vi overskrider de presseetiske regler.” udtaler Simon Bünger.

Det betyder blandt andet, at han, sammen med de andre medlemmer af Redox, fremover skal give omtalte nazister mulighed for at forsvare sig mod konkrete beskyldninger. Det er, ifølge Simon Bünger, et nødvendigt onde:

”Vi er meget opmærksomme på, at vi ikke skal være talerør for nazisterne, og vi kan godt garantere, at vi ikke kommer til at fungere som propagandaværktøj for dem. Vi skal forholde dem konkrete informationer, før vi publicerer dem, og det gør vi så.”

Han mener dog, at det også kan være et værktøj for den antifascistiske bevægelse.

”Når vi ser på Sverige, hvor Expo og Researchgruppen har samme praksis, som vi nu får, så kan vi se, at det medfører store skænderier internt i nazibevægelsen, hver gang nogen af dem udtaler sig til ”fjenden”. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi tror og håber på, at det kan få samme konsekvens, når vi nu begynder på det samme.” siger Simon Bünger.

Beskyldninger om terror frafaldet

I foråret 2010 lavede PET en omfattende offensiv mod den antifascistiske bevægelse i Danmark, heriblandt medlemmer af Redox. PET gjorde brug af omfattende overvågning og forsøgte at få de sigtede dømt efter terrorparagraffen. Nu, mere end tre år senere, er luften gået af ballonen og et meget amputeret anklageskrift, uden terrorparagraffen, er blevet fremlagt. Sagen skal for retten dette efterår. I forbindelse med retssagen udtaler Simon Bünger:

”Vi er som udgangspunkt ikke interesserede i at udtale os om den verserende retssag, før den er afsluttet. Dog mener vi, at det er helt på sin plads, at de absurde terrorbeskyldninger er frafaldet. Vi ser generelt den verserende retssag, ikke bare som et angreb mod Redox, men som et angreb mod hele den antifascistiske bevægelse i Danmark.”

Rapport på vej

Den nyåbnede hjemmeside indeholder blandt andet en udvidet baggrundssektion med faktatekster om både nuværende og tidligere organisationer på den yderste højrefløj, i hele Skandinavien, ligesom det er muligt, at læse om nazistisk symbolik.

”Vi vil gerne være stedet, hvor alle, lige fra garvede venstrefløjsaktivister, over elever og studerende, til journalister og forskere, altid kan finde den nyeste information om den yderste højrefløj. Kun sådan kan vi opkvalificere debatten om moderne nazisme og kampen mod den.” argumenterer han.

Redox.dk åbner med en afdækning af det fornyede samarbejde mellem Danmarks Nationale Front og DNSB. De to grupper har tidligere været i åben konflikt med hinanden, men siden Danskernes Parti brød med både Danmarks Nationale Front og DNSB, har de to grupper fundet grundlag for at samarbejde. Redox afslører i en artikel, at dette bl.a indebærer, at Danmarks Nationale Front deltager i DNSBs sociale arrangementer og at medlemmer af DNSB og Danmarks Nationale Front er gået sammen i et fælles bandprojekt.

Der går ikke længe før Redox også smider en større udgivelse på nettet, uden dog at ville afsløre hvad den handler om eller hvornår den udgives.

”Redox er tilbage og denne gang stopper Datatilsynet os ikke. Vi går en spændende fremtid i møde.” afslutter Simon Bünger.

Redox’ hjemmeside finder du på www.redox.dk

De kan også findes på Facebook og Twitter