14. december 2014

"Protesterne var et antifascistisk laboratorium"

Produktionskollektivet Opbrud er netop nu ved at lægge sidste hånd på en ny dokumentar om nazimarcherne i Salem. Med filmen vil de vise nogle af de mange forskellige taktikker, der blev brugt i den antifascistiske modstand.

For mange antifascister var anden weekend i december op igennem 00’erne reserveret til at tage med en kold bus til Stockholm for at deltage i den antifascistiske kamp mod nordens største nazimarch. Den sidste march blev gået i 2011 og Produktionskollektivet Opbrud laver nu en dokumentar om marcherne med fokus på den antifascistiske modstand og de forskellige taktikker, der igennem årene var i brug. Projekt Antifa har talt med Andreas Rasmussen fra Produktionskollektivet om filmen og baggrunden for at lave den.

Hvad var Salem?

Salemmarcherne var en række nazimarcher, der fandt sted syd for Stockholm i årene 2000 til 2010 og så i det centrale Stockholm i 2011. De fandt sted som reaktion på at en ung naziskinhead i december 2000 blev dræbt under et slagsmål med en gruppe lokale unge i Rönninge i Salem Kommune. Det var de største nazimarcher i Skandinavien siden Anden Verdenskrig og samlede på sit største mere end 2000 nazister.

Hvorfor laver I en film om det?

Fordi det er en vigtig del af både historien om den moderne fascisme og historien om modstanden i mod. Protesterne mod marchen var især interessante, fordi de blev et antifascistisk laboratorium, hvor den antifascistiske bevægelse i højere grad end tidligere turde give slip på de til tider lidt dogmatiske taktikker og i stedet afprøve nye, mere uafprøvede modstandsmetoder.

Hvad bliver filmens fokus?

Vi har valgt at lave en minidokumentar, der kun kommer til at vare omkring et kvarter. Det bliver derfor anderledes end de længere dokumentarer, vi har lavet tidligere, så fortællingen bliver også mere snæver. Vi kommer ikke til at gå i detaljer med alle de forskellige nazigrupper og de interne slagsmål mellem dem. Det bliver i stedet en film, der fokuserer på den antifascistiske modstands op- og nedture i Salem.

Hvorfor stoppede marcherne og hvilke elementer i mod-aktiviteterne viste sig at være de vigtigste?

Der er ikke noget entydigt svar på hvorfor marcherne døde ud. Det simple svar er, at kredsen omkring nazilederen Robert Vesterlund, der ledte koordinationsgruppen, brændte ud og gav op. Det er der så en række årsager til - den antifascistiske modstand, de interne stridigheder mellem nazigrupperne og selvfølgelig også, at marcherne fra 2003 og fremad hvert år faldt i deltagerantal.

Det er svært at sige, hvad der var det mest effektive. I 2002 var der en relativt lille blokade af Rönninge Torg, der forsinkede nazisterne flere timer, mens det i 2006 og 2007 var katten-efter-musen-løbeturene i skovområderne omkring marchruterne, hvor politiet jagtede antifascister i mange timer, der forsinkede nazisterne. Man kan måske tale om, at det mest effektive var, at antifascisterne hvert år tilpassede strategierne efter hvordan de forrige års erfaringer var.

Hvad bruger nazisterne nu som samlingspunkt?

Intet. De seneste år har Svenskarnas Parti flere gange demonstreret i det centrale Stockholm, men hver gang har der været få hundrede deltagere. Først og fremmest er den nazistiske gadebevægelse mindsket betydeligt og sekundært har den ikke et naturligt samlingspunkt, som drabet på Daniel Wretström var.

Kan erfaringerne fra Salem bruges andre steder, hvor der er store tilbagevendende marcher?

Uden tvivl. Vores film er netop et forsøg på at lave en, omend overfladisk, dokumentation af de mange forskellige taktikker, og vi håber da, at folk vil lade sig inspirere, og så ville det da heller ikke gøre noget, hvis nogen skrev en bog, der gik mere i dybden med modstandsstrategierne.

Hvilken betydning havde det, at der hvert år kom et par hundrede danske aktivister?

Det er svært at svare på. Først og fremmest, så betød det jo, at der var flere deltagere i aktionerne, og også, at der var flere folk med en vis konfrontationserfaring. Samtidig så skal man ikke undervurdere, hvilken betydning det havde for de lokale, at de kunne mærke konkret solidaritet og støtte. Det samme gælder i øvrigt for de busser, der nogle år blev sendt fra Oslo, Göteborg og Skåne.

Der blev brugt mange aktivistkræfter på den danske mobilisering. Kunne de ressourcer have været brugt bedre på noget andet?

Umiddelbart nej. Busturene blev centrale for den antifascistiske bevægelse i Danmark op igennem 00’erne, og rigtigt mange antifascister fik deres første erfaringer fra antifa-aktiviteter dér. Det var noget, der kunne tages med hjem og bruges i kampen mod fx Dansk Front, da de var store. Selvom busturene nogle år kunne være hårde, fordi det var pissekoldt og politiet var nogle svin, så gav det for mange også en fornemmelse af at være en del af noget større, når de gik gennem Stockholm sammen med 3.000 andre antifascister.

Filmen forventes at være tilgængelig på Youtube i løbet af januar. Premieredatoen vil blive annonceret på Opbruds facebook.

Se Produktionskollektivet Opbruds facebookside.