7. december 2010

Protester mod udvisning i Berlin

”No borders, no nations – stop deportations”. Sådan lød ordene tidligt i morges fra de ca. 50 menneskerettighedsaktivister, der havde samlet sig ved lufthavnen Schönefeld i Berlin for at forhindre udvisningen af op mod 50 politiske flygtninge til Vietnam.

Aktivisterne begyndte dagens aktion med at hænge et banner op med overskriften ”Deportation is murder” ved indgangen til sikkerhedskontrollen. Der gik dog ikke mange minutter inden politiet hev banneret ned og konfiskerede det. I Schönefeld lufthavn, der ligger ca. 40 minutter med s-toget fra Berlin centrum og er den mindste af Berlins to lufthavne, skal man først passere en sikkerhedskontrol inden man kan checke ind. Det var ved denne sikkerhedskontrol, at de første fremmødte asylaktivister begynde at dele flyers ud til de rejsende.

Af flyeren fremgik det, at der i dag fra lufthavnen skulle ske udvisninger, baggrundsinformation om de politiske flygtninges situation hvis de bliver udvist og tips til hvad man som passagerer, på et fly der medbringer udviste, kan gøre for at forhindre at udvisningen finder sted. Dette faldt dog heller ikke i politiets smag, der krævede at se pas eller anden id på aktivisterne, hvorefter navne og fødselsdato blev nedskrevet.

Seks asylaktivister blev derefter afvist fra lufthavnens indendørsområde, med henvisning til at man ikke havde nogen flybillet og derfor ikke nogen lovlig grund til, at opholde sig i luftehavnen. Politiet anviste asylaktivisterne til en plads på lufthavnens parkeringsplads, hvor de måtte opholde sig. Under formiddagen samlede der sig omkring 50 aktivister, der med bannere, kampråb og flyers gjorde ankomne - og afrejsende - passagerer opmærksomme på dagens udvisninger.

I løbet af den sidste uge har de tyske myndigheder udvist omkring 100 vietnamesere til en uvis fremtid. Vietnam der er præget af høj fattigdom og naturkatastrofer, kan være et farligt sted for politiske og religiøse ”afvigere”. Vietnam har de seneste to år figureret på Amnesty Internationals liste: ”dødsstraffens top 10”, og i år viser tal indtil videre at der er sket op imod 19 henrettelser.

Ytrings – og forsamlings friheder noget man skal kigge langt efter, og religiøse, politiske og etniske minoriteter, må ofte uden en egentlig retssag finde sig i, at blive sat i husarrest i flere år. Dagens udvisninger skulle være foregået med et fly fra selskabet Aeroflot med destination Moskva, hvorfra de udviste ville blive sat på et fly mod Vietnam. Flyet skulle lette fra Berlin klokken 09.50, men straks inden afgang, modtog det tyske politi en fax, der indeholdt information om at der skulle være en bombe ombord på flyet. Bombetruslen var underskrevet "Kommando Abu al-Walid al Ramedi“, og ifølge flere tyske nyhedsbureauer skete aktionen til minde om det tjetjenske folks frihedskamp.

Passagererne på flyet blev evakueret, men efterfølgende undersøgelser af flyet viste sig, at det kun drejede sig om en trussel og at der ikke var nogen bombe ombord på flyet. Politiet vil hverken be - eller afkræfte om bombetruslen havde noget med dagens udvisninger at gøre. Efter at flyet og alle passagernes bagage var blevet gennemgået af politiets bombehunde, lettede flyet kl. 16.00, seks timer forsinket, mod Moskva.

Mere information: Fluechtlingsrat Berlin