6. juni 2012

Protester mod Elizabeth IIs jubilæum angrebet af EDL

I forbindelse med 60 års jubilæet for Dronning Elizabeth II, dukkede omkring 100 EDL og National Front medlemmer op og angreb en protest-forsamling, der demonstrerede mod monarkiet.

I disse dage fejrer Commonwealth-landene, at Elizabeth II har siddet på tronen i 60 år. Ikke alle mener at monarkiet hører et moderne samfund til, eller at det kan retfærdiggøres at bruge mange penge på et jubilæum når samfundet er ramt af krise, arbejdsløsheden stiger og der skæres ned på offentlige velfærdsydelser.

Derfor var der via Facebook indkaldt til en protest mod fejringen af jubilæet. ”Stuff The Jubilee Party” samlede en lille gruppe demonstranter i det centrale Newcastle. Omkring 100 medlemmer af English Defence League og National Front mødte op og heilede, kastede kanonslag og andet fyrværkeri på demonstranterne og overfaldt dem inden politiet lagde sig imellem.

En 18-årig demonstrant blev efterfølgende kørt på hospitalet. Et stykke fyrværkeri gav ham forbrændinger, da det ramte ham i ansigtet og antændte hans hår efter at være landet i hans hættetrøje. Politiet har oplyst at ingen er blevet anholdt, men at sagen efterforskes.

Video