22. marts 2013

Projekt Antifas guide til blokaden mod Swedish Defence League lørdag

Antifascistisk Aktion arrangerer fællesafgang til blokade mod Swedish Defence League i morgen, lørdag den 23. marts. Antiracistisk Ungdom laver ungdomskupé og det genopstartede Anarchist Black Cross er på gaden med oplysninger om dine rettigheder og hjælp til anholdte.

Antifascistisk graffiti i Malmø - "Vi skal göra kaos med dom"

Lørdag den 23. marts afholder Skåne Mot Rasism en blokade mod Swedish Defence League (SDL) i Malmø. Ligesom deres danske søsterorganisation, Danish Defence League, fører SDL propaganda om ”islamificeringen” af det vestlige samfund, med vægt på ”truslen” fra muslimske indvandrere. De forsøger i øjeblikket at etablere sig i Sverige og skabe opbakning til deres racistiske og fascistiske politik.

I morgen har SDL annonceret en demonstration på Stortorgat i Malmø. Under parolen ”Blockera fascisterne i SDL” vil netværket Skåne Mot Rasism blokere demonstrationen og med direkte aktion forhindre SDL i at få fodfæste og sprede deres hadske budskaber. Skåne Mot Rasisms moddemonstration starter på Möllevångstorget klokken 12, og går i samlet flok mod Stortorgat for at indtage pladsen. Se mere her

Fællesafgang fra København

Antifascistisk Aktion arrangerer fælles togafgang til blokaden lørdag morgen. Der er fællessamling på Blågårds Plads, Nørrebro, klokken 09:30. Herefter går forsamlingen til togstationen, hvor det er folks eget ansvar at sørge for en billet til Malmø. Se mere om fællesafgangen her

Ungdomskupé med Antiracistisk Ungdom

Til togafgangen har gruppen Antiracistisk Ungdom lavet en ungdomskupé. De skriver følgende om initiativet

”Kom og mød andre unge mennesker og få noget info om turen. Antiracistisk Ungdom har valgt at stable en ungdomskupé i Øresundstoget på benene så du og dine venner kan komme og møde andre mennesker på tværs af vennegrupper og tidligere aktivitet i det politiske miljø.”

Se mere om ungdomskupéen her

Genopstartet Anarchist Black Cross med i Malmø

Gruppen Anarchist Black Cross (ABC) er en organisation, der har det som formål at støtte mennesker, der oplever repression fra staten pga. anklager om politisk betonede forbrydelser. Konkret har de udgivet et knaldhæfte om regler og rettigheder i Sverige og på selve dagen kan du ringe til dem hvis du eller dine kammerater bliver anholdt og har brug for rådgivning.

”Hvis du bliver anholdt, så prøv at alarmere andre omkring dig, så de kan ringe til ABC eller den svenske ”Solidaritetsgruppen”, som vi samarbejder med på dagen. Lad være med at sige noget til politiet. ABC sidder klar ved telefonen hele dagen og de efterfølgende dage i tilfælde af, at nogen bliver tilbageholdt. Vi skal nok tage os af dig, ligegyldigt hvad der sker, og vi glemmer dig ikke!” fortæller Lea fra ABC.

Anarchist Black Cross kan kontaktes på telefon (+45) 919 55 929. De er en ny ABC gruppe, som laver en offentlig lancering i slutningen af april og du kan følge dem på facebook her.