2. juli 2010

Projekt Antifa sætter fokus på varetægtsfængsling

I den kommende uge sætter Projekt Antifa spotlight på varetægtsfængsling. Dette gør vi fordi politiet og PET både i 2009 og 2010 har haft varetægtsfængslet en række aktive antifascister, og fordi varetægtsfængslinger siden Ungdomshusets rydning er blevet (mis)brugt i vid udstrækning.

Fordi varetægtsfængsling er blevet så udbredt, er vi nødt til som bevægelse at dele de erfaringer vi gør os, for at lette fremtidige fængslinger. Problemet med fængsling af politiske aktivister er et kollektivt problem - og skal løses kollektivt. Ingen fængslede aktivister må overlades til sig selv!

At blive varetægtsfænglet er en voldsom omvæltning, hvor man fra den ene dag til den anden rives ud af sine trygge rammer, fjernes fra alle man holder af og sættes under et voldsomt mentalt pres.

Netop derfor er det essentielt at man er ordentligt forberedt hvis man en dag skulle blive udsat for det. Det er ikke meningen at skræmme folk, men jo bedre forberedt man er, jo bedre kan man håndtere det hvis man ender i situationen.

Vi har derfor samlet en række tidligere udgivne tekster og et par helt nye tekster om varetægtsfængslingens forskellige aspekter. Det hele vil i løbet af den næste uges tid blive publiceret i baggrundssektionen.

Til slut skal lyde en opfordring til at støtte Anarchist Black Cross (ABC) økonomisk. ABC er en gruppe der yder støtte til fængslede aktivister. ABC kan støttes ved at indbetale penge på reg: 8401 kontonummer: 1079237.