17. august 2012

Pro Deutschland på rundtur i Berlin

I weekenden den 18. og 19. august får antifacister i Berlin nok at se til. Pro Deutschland, som er et ultranationalistisk og antiislamisk parti har proklameret en storstilet ”Superlativernes weekend”.

Lørdag planlægger antiislamisterne en rundtur i Berlin til forskellige moskeer, hvor de med Muhammed-karikaturer vil vise deres modstand mod islamiseringen af Tyskland. Søndagen efter går turen til forskellige venstreorienterede tilholdssteder, deriblandt Köpi og Rigaerstrasse, for at protestere mod venstreorienterede lovovertrædere.

Pro Deutschlands demonstrationer ligger i samme weekend som Eid, ramadanens afslutning og samtidig med Festival gegen Rassismus (Festival mod racisme), der er en stor antiracistisk festival i Berlin, med workshops, oplæg og diskussioner.

Alligevel er der planlagt forskellige moddemonstrationer i weekenden. Antifascister opfordres til at møde op, de forskellige steder som Pro Deutschland vil demonstrere ved, og bruge deres fantasi til at forhindre racisterne i at demonstrere. Som modsvar til Pro Deutschlands brug af Muhammed-karikaturer, vil en mobil udstilling følge Pro Deutschlands rute, og vise karikaturer af nazister, racister og pro-tyskere.

Pro Deutschland ligger politisk på linje med SIOE (Stop Islamisation of Europe)og retter deres fokus primært i en antiislamistisk og indvandrerfjendsk retning. Derudover er de pro-israel. Til forskel fra for eksempel SIAD (Stop islamiseringen af Danmark)stiller Pro Deutschland op til kommunal- og delstatsvalg for derved at få parlamentarisk indflydelse. Det går dog ikke så godt. Så sent som i 2011 fik de kun 1,2% af stemmerne til kommunalvalget i Berlin. Som SIAD, forsøger Pro Deutschland typisk at demonstrere foran moskeer eller nær venstreorienterede tilholdssteder, for at opnå stor medieopmærksomhed på trods af deres meget lave deltagerantal. De udtaler selv at de forventer omkring 100 deltagere i weekenden, hvilket er latterligt højt sat hvis man sammenligner med deres foregående demonstrationer.

Politiet er i højt beredskab og har indkaldt betjente fra hele Berlin, samt omkringliggende bundeslande.

Pro Deutschland die Tour vermasseln (modinitiativets hjemmeside)