13. august 2009

Politivold og fremmedhad - Kirken er ryddet

Disciplinerede demonstranter blokerede fremmedfjendsk politiaktion ved Brorsons Kirke i timevis. På trods af politiets løgne om det modsatte, foregik protesterne mod rydningen veltilrettelagt og hundrede procent fredeligt.

Det danske politi har blod på samvittigheden, når de går til hånde for staten, i dens fremmedfjendske udlændingepolitik.

Flere danske medier melder om voldsomme konfrontationer mellem politi og demonstranter, oven på nattens voldsomme rydning af Brorsons Kirke på Nørrebro. Rydningen skete med henblik på at tvangsudvise de irakiske flygtninge, der havde søgt tilflugt i kirken, som sidste udvej. Politiet tyede til vold imod de hundredevis af fredelige demonstranter, der mødte op i protest mod deportationerne.

Politiets talsperson, Flemming Steen Munch, har hele dagen ført sig frem i pressen med udtalelser om, at politiet søgte at undgå konfrontation og kun brugte den "fornødne magt". For folk der ikke var tilstede er det nemt at forestille sig et opgør mellem demonstranter og et politi, der afværgede større uroligheder.

ProjektAntifa.dk var tilstede på gaderne omkring Brorsonkirken under rydningen, ligesom vi har talt med flere demonstranter, her dagen oven på politiaktionen.

– Planen var fra begyndelsen, at blokere for politiet. Men fuldstændig passivt og fredeligt. Vi sad bare på asfalten med hinanden under armene, så vi var i vejen for de busser som irakerne var blevet proppet ind i. Sådan forsinkede vi dem i timevis.

Det fortæller Mathilde, en af aktivisterne der sad i en blokade foran kirken.

Disciplineret ulydighedsaktion

I modsætning til det billede som Flemming Steen Munch forsøger at tegne, kan ProjektAntifa.dk melde om særdeles disciplinerede demonstranter og et udfarende politi.

Udkørslerne omkring kirken var blokeret af omkring 500 demonstranter, der havde sat sig på vejen. En del folk var vrede over, at den danske stat tvangsudviser flygtninge til meget usikre skæbner, men alle holdt sig til planen: Alle protesterede fredeligt og fulgte anvisningerne fra de uddelegerede aktivister, fra Kirkeasyl.

Alligevel kan man med rette tale om voldelige konfrontationer i nat. Men det var konfrontationer mellem fredelige demonstranter og voldelige politibetjente, der var på gaden for at eksekvere statens voldelige politik. Folk råbte og satte sig i vejen, men ingen slog igen.

Mathilde beretter om rydningen af hendes blokade, på Rantzausgade:

– Det virkede som om betjentene blev overvældet af situationen. Vi var allesammen passive og var ikke til fare for nogen. Men politiet tævede os med kniplerne, også dem der til sidst gjorde som de sagde og flyttede sig.

Da blokaderne var ryddet blev situationen mindre overskuelig, da protesterne spredtes i området omkring Åboulevarden, men de disciplinerede demonstranter holdt stadig aktionens pacifistiske linie.

En beskidt opgave

Det er ikke bare politiet, der er problemet i denne sag. Det er loven. Mens nogle betjente højlydt frydede sig over, at smide irakerne ud, og få lov at slå på fredelige mennesker, var der andre der bestemt ikke så for stolte ud.

Men uanset hvordan den enkelte betjent forholder sig til sit arbejde, er de sat på gaden i en illegitim politisk tjeneste. Folketinget har vedtaget nogle love, der i flere år har fået livstruende konsekvenser for tvangsudviste flygtninge. En del af dem har betalt med deres liv for Danmarks fremmedfjendske udlændingepolitik.

Politikerne er de ansvarlige for disse tabte menneskeliv, men ligesom fangevogterne i KZ-lejrene var det, er det danske politi også ansvarlige for deres egne handlinger. Det kan sagtens være forbryderisk "bare at gøre sit arbejde".

Protesterne fortsætter

Kirkeasyl understreger på deres hjemmeside, at irakerne endnu ikke er fløjet ud af landet, og protesterne fortsætter.

I dag, 13. august, er der arrangeret en stor demonstration. Den starter kl. 18:00 fra Brorsons Kirke og går til Christiansborg. "Ingen er udviste før de sidder på et fly – og det har vi ikke tænkt os at acceptere," som der står i indkaldelsen.

Man kan holde sig opdateret på Kirkeasyl.dk, om den videre udvikling i sagen.