1 juli 2014

Politimand erkender i retten: Vi kunne ikke beskytte demonstration mod nazister

Da bevæbnede nazister i december angreb en fredelig demonstration i Stockholm kunne politiet ikke stoppe dem, forklarede en betjent i retten. Der falder dom i sagen mod fængslet antifascist i næste uge.

Minimum en af de angribende nazister var bevæbnet med en kniv, fortalte en politibetjent i retten i dag, da retsagen mod antifascisten Joel i dag var i hovrätten, der svarer til landsretten i Danmark.

Sagen blev behandlet i sikkerhedsretssalen i Falkenberg, og politiet havde sat en større gruppe betjente af, der iført skudsikre veste kropsvisiterede alle tilhørere.

Netop betjente var der ellers en stor mangel på i Stockholm-forstaden Kärrtorp den 15. december sidste år. Her var kun seks betjente til stede, da 30 nazister fra Svenska Motståndsrörelsen lidt over 12 nærmede sig torvet, hvor omkring 300 lokale beboere og antifascister var samlet til demonstration mod den øgede nazistiske propagandaaktivitet i området.

Med en af de få betjentes ord indledte nazisterne sit angreb ’samtidig, som på et signal’. Herefter kastede de flasker, kanonslag, sten og nødblus ind i klumpen af antiracister, der talte en del barnevogne og børn. En anden betjent beskrev situationen som den mest urolige, han havde været med til i sin karriere.

Til at starte med bakkede den antiracistiske demonstration væk, men aktivister fra bl.a. Antifascistisk Aktion og Revolutionära Fronten og resten af Stockholms antifascistiske scene fik samlet folk og begyndte at presse nazisterne væk. I flere minutter bølgede slagsmål frem og tilbage under jernbanebroen, mens kasteskyts haglede ned. De seks betjente kaldte panisk på forstærkning hvorefter radioerne – til resten af Stockholms politis store bekymring – blev tavse.

Adspurgt om politiet kunne beskytte den antiracistiske demonstration svarede en af de seks betjente klart og tydeligt: "nej", hvilket blev efterfulgt af en lang, tavs pause i retten.

På dette tidspunkt har både politi og antifascister set, at ihvertfald en, men muligvis flere nazister er bevæbnede med knive. Det bekræftes af, at politiet efterfølgende finder to knive lige ved nazisternes biler.

Joel trækker en kniv, som han har på sig til selvforsvar, efter han to gange tidligere er blevet forsøgt overfaldet af nazister, mens han var i selskab med sin lille søn. Han stikker en af de angribende nazister to gange i ryggen. Nazisten forklarede i tingsrätten – byretten – at han ikke mærkede noget, og blev udskrevet efter et par dage på hospitalet. Nazisten er i øvrigt selv sigtet for voldsomt opløb, den svenske gadekampsparagraf.

Nazisten forbliver i slagsmålet og opdager først lidt senere, at han bløder. Herefter går han selv væk fra stedet og får behandling. Samtidig bliver resten af nazisterne presset væk fra Kärrtorp centrum og ud i et stykke skov, hvor de hastigt tililende politibetjente får adskilt parterne. Herefter bliver nazisterne anholdt.

Indtil videre har retsopgøret efter Kärrtorp resulteret i fængselsdromme til syv nazister, der alle blev dømt for voldsomt opløb. Tre fik fængsel i seks-otte måneder, mens de sidste fire fik ungdomsstraffe. En antifascist blev tidligere i juni frifundet for voldsomt opløb.

Joel blev i byretten dømt for mordforsøg og fik seks et halvt års fængsel. Dommen i landsretssagen falder tirsdag den 8. juli.

Støt Joel - køb en solidaritets-tshirt!