4. september 2013

Politiet frafalder sigtelse i forbindelse med antifascistisk demonstration i februar

Hvis du var en af dem som blev anholdt i forbindelse med demonstrationen mod SIAD den 23. februar i København er der en rimelig god chance for at der ligger et brev fra politiet i din postkasse.

Den 23. februar anholdt og sigtede politiet 40-50 personer i forbindelse med en demonstration i København mod Stop Islamiseringen af Danmark, SIAD. Sigtelsen blev foretaget efter politiets ordensbekendtgørelse, §18, som omhandler såkaldt "voldelig optræden og sammenstimlen".

Det viser sig nu at mindst en af de anholdte aktivister har fået sigtelsen frafaldet, og derfor opfordres alle sigtede til at holde øje med postkassen, og i tilfælde af en frafaldet sigtelse søge om erstatning.

Eventuel hjælp i forbindelse med klage kan opnås ved at tage kontakt til Københavns Retshjælp.

Det vurderes umiddelbart ikke, at politiets afgørelse kommer til at inkludere de i forbindelse med demonstrationen anholdte svenskere.