11. marts 2014

PET på fisketur blandt aktivister

I går blev en københavnsk aktivist passet op af PET, der ville udspørge ham om situationen efter lørdagens knivstikkeri i Malmö.

Vi bringer her aktivistens egen beretning:

I dag blev jeg opsøgt af PET på min arbejdsplads. Jeg er et job uden fast arbejdsplads og meget få faste rutiner, så selvom jeg ikke blev meget overrasket over, at de kontaktede mig, så var det lidt overrumplende at blive det på gaden. Lige efter at jeg havde sat mig i min bil, kom to civilklædte mænd hen til mig. De legitimerede sig hurtigt som politimænd og bad mig om at stige ud af bilen.

Jeg spurgte dem, om de var fra PET, og om jeg var anholdt. I starten afviste de, at de var fra PET, og svarede, at "Nej, nej, det var det helt almindelige politi." De forklarede endda, at jeg ikke var anholdt. De ville bare snakke lidt. Efter jeg var kommet ud af min bil, bad de mig om at stige ind i deres.

Det er vigtigt at nævne, at hvis ikke du er anholdt, behøver du på ingen møde at følge med dem. Jeg forklarede dem derfor, at eftersom jeg ikke var anholdt, ville jeg hverken ind i deres bil eller følge med andre steder. Jeg bad om at få at vide, hvad det drejede sig om. Det ville de først ikke sige, men da det gik op for dem, at jeg ikke frivilligt ville gå ind i bilen, sagde de, at det gjaldt trusselsbilledet mod mig og mine nærmeste.

Da jeg bad dem specificere, nævnte de lørdagens overfald i Malmø, og at de ikke ville have, at det samme skulle ske mig i København. At der skulle være et trusselsbillede mod mig som individ eller aktivist er højst usandsynligt, eftersom jeg hverken er organiseret eller specielt politisk aktiv i Danmark - eller andre lande for den sags skyld. Faktisk har jeg stort set ikke deltaget i politiske arrangementer og demonstrationer i efterhånden ganske lang tid, og jeg har heller aldrig været eksponeret offentligt eller været en prominent figur i hverken politiske eller andre sammenhænge.

Jeg spørger, hvorfor de så ikke giver mig beskyttelse. Jeg siger, at jeg ikke er nogen stikker, og at jeg ikke er interesseret i at snakke med dem. De forsøger at forklare mig, at de ikke vil vide noget om mine venner eller det politiske miljø, jeg kommer i, men at de bare vil have en hyggelig, uformel snak om højrefløjen og nazisterne. Jeg gør det klart for dem, at jeg ikke vil snakke med dem under nogen omstændigheder, at jeg ikke vil kontaktes fremover, og at jeg ikke vil have et nummer at kontakte dem på, "hvis nu der skulle ske noget." Samtalen slutter, og de kører deres vej efter at have sagt, at jeg ”bør være forsigtig”.

Det første jeg gør er at kontakte en ven og fortæller, hvad der er sket, og beder hende endda om at sprede ordet om, at PET eventuelt vil kontakte andre. Det er vigtigt, eftersom det er er lettere at sætte en tydelig grænse over for dem, hvis man er forberedt på, at de kan dukke op.

Deres taktik i mit tilfælde var både tydelig og enkel. Man er ikke interesseret i mig som politisk aktivist, men i mig som socialt individ, eftersom mit sociale netværk er forholdsvist stort og bredt. Deres taktik med at få mig til at sætte mig ind i deres bil for at have samtalen dér er et udtryk for klassisk forhørspsykologi. Det handler om at få mig til at gøre, som de vil - på deres vilkår - så de kan gøre mig mere samarbejdsvillig. En taktik som til en begyndelse fungerer, for jeg stiger ud af min bil og tager et par skridt mod deres, inden jeg får mindet mig selv om, at jeg ikke er anholdt og ikke skal sætte mig ind i bilen med dem. Deres hensigt er naturligvis at få mig til at sætte mig ind i bilen med dem, at få mig ud af min vante hverdag eller comfort-zone.

I bilen håber de at kunne made mig med deres vage, fiktive trusselsbillede mod mig og mine venner (som om jeg at jeg som cis-person, skulle være mere truet end ikke-hvide, queers eller kvinder generelt i samfundet i dag) og at få mig til at fortælle, hvad jeg ved om højrefløjen og nazisterne.

Det er naturligvis ikke, fordi de tror, at jeg ved noget om højrefløjen eller nazisterne, som de ikke ved, men fordi de vil bygge en relation til mig som informant. Det siger jo sig selv, at man ikke kan tage fat i nogen og sige "hey, fortæl om dine venner nu". Derfor går de omvejen med at få mig til at fortælle om mine politiske modstandere. Dels vil de bygge et forhold op mellem os, dels så kan det eventuelt bruges som pressionsmiddel fremover, hvis jeg viser mig ikke at ville fortælle om mine venner. "Hvis ikke du giver os mere, afslører vi dig som stikker."

Det er meget vigtigt at være åben omkring, at man er blevet kontaktet af politiet. Fortæl det til dine politiske kammerater og kontakt f.eks. Projekt Antifa eller Modkraft og bed dem om at sprede informationen uden at fortælle dit navn videre. Tænk på, at skole eller arbejde kan reagere negativt, hvis du kontaktes af politiet, og overvej derfor, hvem og hvordan du fortæller om det. Men sagen er, at deres skuespil dør i sandhedens lys, som det så fint hedder. Det fungerer ikke at være hemmeligt politi, hvis alle ved, hvad man gør, og derfor er det vigtigt, at vi snakker om de her ting, både når det sker og inden!

Og er du blevet luret ind i deres bil og er kommet til at sige noget, så træd frem. Det er utrolig vigtigt, at du fortæller, hvad der er sker, hvad der er blevet sagt, og tager ansvar for fejltrinnet. Det er ikke alle, der når at sætte en grænse hurtigt. Det er PETs arbejde at manipulere mennesker til dagligt.

Det er tusind gange bedre at være åben og ærlig om, at man er blevet narret af dem, end det er at holde det hemmeligt og frygte at blive afsløret som stikker eller idiot. Det er menneskeligt at fejle, og alle ved, hvor let det er at begå en fejl, men at holde det hemmeligt - mod bedre vidende - skader både dig og dine kammerater. Det er meget vigtigt, at vi holder sammen på venstrefløjen og ikke lader os splitte.