20. februar 2012

Per Mortensen er død

Den tidligere modstandsmand Per Mortensen døde fredag efter længere tids sygdom. Per Mortensen var medlem af modstandgruppen BOPA.

Per Mortensen var smedelærling under nazisternes besættelse af Danmark, og blev i 1943 aktiv i sabotageorganisationen BOPA (Borgerlige Partisaner), der udførte en lang række sabotager af danske virksomheder, der producerede materiel til tyskerne. Per deltog den 27. marts 1945 i sabotagen af radiofabrikken ”Always” i Boyesgade på Vesterbro, som BOPA sprængte fordi den producerede dele til de tyske V2-raketter. Sidste år medvirkede Per i dokumentarkortfilmen ”Bomben i Boyesgade”, hvor han fortalte om sin deltagelse i sabotagen.

Dødsfaldet betyder at Projekt Antifas arrangement lørdag den 3. marts på Frihedsmuseet med Per Mortensen er aflyst. Arrangementet skulle have været gennemført i december, men blev aflyst da Per Mortensen allerede på det tidspunkt havde problemer med helbreddet. Han insisterede på at gennemføre arrangementet i marts, hvilket vi desværre ikke nåede.

Nedenfor kan du se kortfilmen "Bomben i Boyesgade" om BOPAs aktion mod Always-fabrikken under krigen. Filmen blev udgivet i maj sidste år.