23. marts 2015

Pegida-fiasko i København

Pegidas tiende demonstration i København blev også den hidtil mindste. Antifascister spolerede demostarten.

Det gik rigtig skidt for Pegida, da de i dag ville marchere igennem København for tiende gang.

Kort før racisterne skulle samles dukkede en større gruppe antifascister nemlig op på Axeltorv og gjorde området til en antifascistisk zone. Politiet rykkede hurtigt ind og i 10-15 minutter var de få fremmødte Pegida-racister omringet af politi, der igen var omringet af antifascister.

Pegida-samlingen talte blandt andet Jonas Holtet Bolvig fra Danish Defence League og samme organisations tidligere talsmand Philip Traulsen. Også en endnu tidligere DDL-talsmand, André Eiby, deltog i marchen.

Før marchen kom afsted sparkede en Pegida-deltager ud efter en antifascist. Det resulterede i at en større gruppe antifascister gik til modangreb og kun en hurtig indgriben fra en deling civilbetjente reddede racisten fra at komme galt afsted efter sit angreb. En antifascist blev ved den lejlighed anholdt.

Herefter hastede Pegida afsted mod søerne omringet af politi. De første par hundrede meter tæt forfulgt af råbende antifascister, men omkring Imperial lykkedes det politiet at afskære de fleste antifascister muligheden for at følge efter. En mindre gruppe trak ned af en sidegade, men blev tilbageholdt og siden hen anholdt af politiet.

Da marchen passerede Imperial blev den talt til 24 deltagere, det hidtil laveste antal i Pegidas ti demonstrationer.