6. november 2010

På museum med Hitler

Projekt Antifa anmelder her en særudstilling på Det Historiske Museum i Berlin, "Hitler og tyskerne. Folkefællesskab og forbrydelse" som åbnede for nylig. Udstillingen er bestemt et besøg værd, hvis man kommer til Berlin.

Projekt Antifa anbefaler et besøg på Det Historiske Museum i Berlin, hvis man aflægger den tyske hovedstad et visit.

Udstillingens hovedfokus er Hitlers vej til magten og det politiske klima i mellemkrigstidens Tyskland. Allerede i starten af udstillingen gøres man opmærksom paa, at fokus ligger paa det politiske klima indenrigs og ikke udenrigs. Grundet den massive mængde materiale, er det positivt at fokus ikke spredes for meget, og udstillingen er hele vejen igennem veldokumenteret.

Udstillingen er imponerende stor, både tekst -og mediemæssigt. Billeder, film og musik fra dengang er med til at skabe stemning, og da man når frem til selve Hitlers magtovertagelse i 1933, er man ikke i tvivl om hvordan den kunne lade sig gøre. Der er en stor samling plakater, dokumenter, medaljer, uniformer og meget mere, og jo længere man bevæger sig frem i historien, des mere skræmmende bliver det. En hel væg kun med personlige fanbreve til Hitler (nogle af dem med børnetegninger af heilende soldater), understreger, hvor påvirkede, og i skræmmende mange tilfaelde, hjernevaskede, det tyske folk var.

Heldigvis var det dog ikke alle der accepterede Hitler og hans politik, og en stor del af udstillingen er tilegnet kampen mod Hitler. Her finder man blandt andet en original Antifaschistische Aktion-plakat fra 1932, ligesom flere kommunistiske partiers modstand er repræsenteret.

Udstillingen er opbygget så man starter umiddelbart efter 1. verdenskrig, og slutter nogle år efter 2. verdenskrig. Den sidste del af udstillingen omhandlende afslutningen på 2. verdenskrig og Hitlers død er relativt kort. Her kunne man passende have fortsat nogle år ud i fremtiden og eventuelt trække paralleller til nutidens nazistiske bevægelser, som desværre ikke behandles.

Alt i alt er det helt bestemt et besøg vaerd, specielt hvis man ikke har beskæftiget sig meget med Tysklands mellemkrigsår tidligere. Det er en fordel at kunne en smule tysk, men udstillingen er også et besøg værd selvom man kun kan engelsk.

Udstillingen startede d. 15. oktober og slutter d. 6. februar 2011. Pris: 6 euro, eller gratis hvis man er under 18.

Læs mere og find adresse på: Deutshces Historisches Museum (engelsk)