23. juli 2011

Oslo-massakren: Drabsmandens højreekstreme baggrund

Den anholdte, Anders Behring Breivik, blev opflasket på den parlamentariske højrefløj og er aktiv på nynazistisk internetforum. Selv kalder han sig nationalist.

Til venstre ses den anholdte højreekstremist, Anders Behring Breivik. Til højre et helikopterbillede fra Utøya, der formodentlig viser Breivik blandt sine ofre.

Anders Behring Breivik blev pågrebet på Utøya, i forbindelse med likvideringen af mindst 85 unge socialdemokrater. Pt. er i alt 92 døde efter bombesprængningen og nedskydningerne, mens flere såredes tilstand endnu er kritisk.

Breivik har forbindelse til det højreekstreme miljø i Norge, og den mest udbredte teori er, at hans motiv til forbrydelserne er politisk begrundet.

Breivik var ikke noget fremtrædende ansigt på det yderste højre, før i går. Han har dog været aktiv på højrefløjen i en årrække. Kilder i hans omgangskreds fortæller til norske medier, at han har undergået en radikalisering de senere år.

Opflasket i Fremskridtspartiet

I 1997-2004 var Anders Behring Breivik medlem af Fremskridtspartiets Ungdom, hvor han bestred en tillidspost som talsmand for Oslo Vest 2002-04. I perioden 1999-2004 var han endvidere medlem af moderpartiet, Fremskridtspartiet.

Fremskridtspartiet kan anses som uofficielt søsterparti til Dansk Folkeparti, og deler de samme borgerlige og fremmedfjendske karakteristika. Partiet er Stortingets næststørste.

Fremmedhad på internettet

Den norske avis VG beretter, at Breivik har skrevet mindst 75 racistiske eller islamofobiske indlæg fra sin Facebook-profil. På Facebook betegner han sit politiske ståsted som nationalistisk.

På andre internetfora har han udvekslet synspunkter, med ligesindede ’indvandrerkritiske’ debattører, bl.a. fra SIOE (Stop Islamisation of Europe), som udspringer af danske SIAD. Her har Breivik udtrykt beundring for English Defence League, som han mener har haft held med at provokere muslimer og venstrefløj til "overreaktion", og dermed skabe større sympati for højrefløjen.

Særligt interessant er det, at Breivik har en brugerprofil på det nynazistiske debatforum Nordisk.nu. Det kan svenske Expo afsløre i dag. På Nordisk.nu diskuterer højreekstremister fra hele Skandivianien alt fra white power-musik til raceteori.

Det er desværre langt fra første gang, at højreekstremister tager uskyldige civiles liv, i ’nationen’ eller ’den hvide races’ navn. Terroren er en uafvendelig følgesvend med fascismen.

Links

Expo: Terrormisstänkt medlem på nazistforum

Socialist Worker: Norwegian terror suspect looked to the English Defence League as ’an example’

VG.no