10. juli 2011

Nynazistisk sommerkaos

Den nynazistiske svenske organisation Svenskarnas Parti har over to omgange løjet for at leje en lejrplads til weekendens nazi-sommerlejr, ”Nordisk Vision”.

Svenskarnas Partis leder, Daniel Höglund.

Fredag den 8. juli afslørede avisen Kvällsposten at foreningen ”Limhamns Cardioträning”, der havde lejet sig ind i en spejderhytte i byen Höör i Skåne, i virkeligheden er det nynazistiske Svenskarnas Parti.

Da Kvällsposten torsdag aften konfronterede sommerlejrens arrangør, Andreas Carlsson, indrømmede han, at det var dem som havde booket spejderhytten: ”Jeg har aldrig hørt tale om Limhamns Cardioforening. Men det er nok vores reservering,” udtalte han.

Fællesnævneren for den fiktive forening og partiet var Andreas Carlssons telefonnummer. Nummeret havde han givet til udlejeren, og samme nummer kan findes på Svenskarnas Partis hjemmeside.

Udlejer chokeret

Afsløringen kom som et chok for udlejer og spejderleder Jens Thoma, der hele tiden har været sikker på, at det var en idrætsforening som havde lejet sig ind. Så snart Kvällsposten fortalte om afsløringen forsøgte han at annullere bookingen: ”Jeg har ringet til Andreas Carlsson for at afbooke det her, men han svarer ikke. Havde Svenskarnas Parti oplyst sit rigtig navn, havde vi aldrig accepteret bookingen”, fortæller han til Kvällsposten.

Heldigvis for spejderne i Höör valgte nynazisterne at blive væk efter annulleringen.

Det skulle dog vise sig, at nummeret med idrætsforeningen sagtens kunne bruges igen.

Svenskarnas Parti ookede den falske idrætsforening en hytte lidt udenfor Höör. Hytten tilhører foreningen ”Folkdansens vänner i Malmö”, og da Kvällsposten fortalte foreningen hvem idrætforeningen i virkeligheden var, blev de mindst lige så chokerede som spejderne: ”Forbandet lort! Jeg læste om det i avisen men tænkte ikke mere over det, jeg er chokeret og vred”, siger et medlem af folkedans-foreningen til Kvällsposten.

Nynazisterne bliver foreløbig

I samråd med politiet annullerede foreningens formand Mats Hansinger kontrakten med nynazisterne. I mellemtiden var nynazisterne dog ankommet og havde slået militærtelte op. På nuværende tidspunkt har de endnu ikke forladt foreningens ejendomme.

Ifølge Mats Hansinger havde Andreas Carlsson lejet foreningens hytte en måned i forvejen, så alt tyder på, at Svenskarnas Parti godt har været klar over, at de risikerede at blive afsløret.

Svenskarnas Parti har som en af hovedtalerne på sommerlejeren den fremtrædende tyske nazist Stephan Günther og de har desuden bl.a også kontakt til Daniel Carlsen og hans DNSB-udbryderprojekt, Danskernes Parti.

Nyhedsbureauet TT beretter at der lige nu roligt ved nynazisternes lejr. Politiet opgiver antallet af deltagere til cirka ”et par til tre biler med folk”.

Mere hos Kvällspressen