26. august 2014

Ny rapport: Jagten på nynazisterne fra NSU var en katastrofe

En mere end 1800-sider lang rapport konkluderede den 21. august, at både politi og efterretningsstjeneste fejlede i jagten på de tre nynazister, som udgjorde gruppen Nationalsocialistisk Undergrund (NSU). I en aktuel retssag står NSU anklaget for mordene på ni personer med indvandrerbaggrund og en politikvinde, i perioden 2000-2007, samt en række andre grove forbrydelser.

Fra delstaten Thüringen lyder det nu, at eftersøgningen på de tre medlemmer var en "komplet katastrofe". Man fik blandt andet ikke fulgt op på en række ledetråde, der kunne have ført til gruppens anholdelse.

Politiet og efterretningsstjenesten i delstaten Thüringen fejlede fuldstændig, da de gennem flere år ledte efter de tre nynazister fra NSU, som man i dag mener begik mindst ti mord. En undersøgelseskommission har undersøgt tusindvis af sagsakter og interviewet en række personer, der alle deltog i efterforskningen. Konklusionen er, at det forsøg på at finde den nynazistiske trio, der fandt sted fra delstatens side i årene 1998 til 2003, var en "komplet katastrofe".

"I bedste tilfælde skyldes den manglende succes (...) en komplet mangel på interesse", skriver kommissionen i den 1895-sider lange rapport. Men så mange fejl blev begået, at man kan have mistanke om "bevidst sabotage".

NSU er anklaget for mordet på otte personer med tyrkisk baggrund og en person med græsk baggrund, foruden mordet på en kvindelig politibetjent, ligesom hendes kollega blev forsøgt dræbt. Derudover menes det, at gruppen stod bag 15 bankrøverier og to terrorbomber i Köln.

Sagen om de tyske efterretningstjenesters kendskab til NSU og manglende indgriben, er en stor sag i Tyskland. Forud for den omtalte rapport, har flere chefer allerede måtte forlade deres stillinger, som følge af NSU-sagen.

En retssag mod gruppens eneste overlever, Beate Zschaepe, og fire NSU-støtter finder i øjeblikket sted i München. Zschaepe og hendes to medsammensvorne, Uwe Mundlos og Uwe Boenhardt, voksede alle op i Thüringen og blev en del af det højreradikale miljø i delstaten.

Projekt Antifa følger op med en analyse af NSU-sagen og rapporten snarest.