16. juli 2013

Norsk fascist anholdt i Frankrig for mordplaner

Den norske fascist og musiker, Varg Vikernes (Burzum), er i dag blevet anholdt i Frankrig, hvor han mistænkes for at planlægge et massedrab.

Varg Vikernes, også kendt som Burzum.

Fransk politi har anholdt Varg Vikernes i besiddelse af skydevåben, som han mistænkes for at ville anvende til en massakre. Vikernes’ kone havde netop anskaffet fire rifler forud for anholdelsen. Endnu er der ikke flere detaljer i sagen, men det ventes at de franske myndigheder vil komme med nærmere oplysninger efter ransagningen af Vikernes’ landejendom.

40-årige Varg Vikernes, også kendt under kunstnernavnet ’Burzum’, blev i 2009 prøveløsladt efter at have afsonet ca. 15 år af en dom for mordet på en anden musiker i Norge, samt et antal kirkeafbrændinger. Dommen gjorde Vikernes berømt langt ud over de norske Black Metal-kredse han var del af.

Under sit fængselsophold undergik Vikernes en politisering og kom med adskillige nynazistiske udtalelser, blandt andet i bøger og artikler han skrev under sit fængselsophold. Efter sin løsladelse, der blev udskudt 14 måneder pga. et flugtforsøg i 2003, har Vikernes bosat sig i Frankrig med sin franskfødte kone og deres tre børn.

Da Anders Behring Breivik i 2011 udsendte sit såkaldte manifest til en lang række kendte højreorienterede personer, på samme dag som han begik Utøya-massakren og sprang en bombe i Oslo, var Vikernes blandt modtagerne. Siden har Vikernes udtrykt sympati med Breiviks handlinger, blandt andet i artikler på sin personlige hjemmeside.

Angiveligt frygtede de franske myndigheder, at Vikernes planlagde en aktion i stil med Breiviks massedrab.