10. oktober 2014

Nørrebro ryg mod ryg

Med max energi fra lydvognen gik nogle hundreder her til aften gennem Nørrebro i protest mod hatecrimes og for et Nørrebro med plads til alle.

Dansende, slentrende og krammende bevægede en demonstration sig i aften fra Blågårds Plads til Skt. Hans Torv og tilbage igen. Demonstrationen var arrangeret af Nørrebro Unite i protest mod flere nylige episoder, hvor personer er blevet angrebet for at sige fra over for sexisme og homofobi og senest hvor hjemløse er blevet anholdt for at være hjemløse.

Nørrebros natteliv er ikke et fristed

Grove overfald på Nørrebro de sidste to weekender

Fra lydvognen strømmede der en intens blanding af alvor og kærlighed og budskaberne var klare. Nørrebro er for alle og vi elsker at være her.

Arrangørerne bag den lynarrangerede demonstration havde nået at få opbakning fra en stor del af grupper, organisationer og barer på Nørrebro, ligesom der langs ruten var smil og vink fra vinduer og kulturnatsgængere.

Alle fik de fine ord med fra lydvognen, der gjorde det klart, at hatecrimes skal bekæmpes og det gør vi ved at passe på hinanden. Om dagen og om natten. På gaden, i bussen og på barerne.

Demonstranterne diffunderer nu ud i natten sammen med de nye kampråb.

NØRREBRO RYG MOD RYG, SAMMEN GØR VI GADEN TRYG

TAKE BACK THE NIGHT, NØRREBRO UNITE

SEXISMEN SKAL FALDE, NØRREBRO FOR ALLE