26. januar 2012

Nekrolog: En holocaustbenægter er død

Forfatteren, nazivennen, racisten og historieforfalskeren Erik Haaest er død.

Den kontroversielle forfatter, journalist og højrefløjsaktivist Erik Haaest døde 23. januar i Odense efter længere tids sygdom. Han blev 76 år gammel. Erik Haaest arbejde gennem sin karriere som journalist på en række aviser og ugeblade, såsom beatbladet Børge, BT, Se & Hør, Ude og Hjemme og Ugens Rapport, men gjorde sig særligt uheldigt bemærket ved sit arbejde som redaktør af forskellige, højreorienterede propagandablade, sine racistiske holdninger, venskaber med nazister og tidligere Waffen SS-folk og ved sine kontroversielle holdninger til holocaust. Kernen i Erik Haaests litterære produktion de sidste 40 år var da også en række bøger om besættelsestidens tabere, der skulle skabe et mere nuanceret – nogle ville måske sige positivt – billede af krigens danske nazister og krigsforbrydere.

Naziven og antikommunist

I 1975 udgav Haaest tre bøger om de Østfrontfrivillige i Frikorps Danmark, der af fagfolk siden er blevet beskyldt for at være mindre troværdige og usaglige. De byggede da også langt hen ad vejen på Erik Haaests egne personlige bekendtskaber med tidligere danske medlemmer af Waffen-SS og gamle nazister. Deres velvillige assistance til Haaests bogprojekter blev kvitteret af Haaest med en række henvendelser til justitsministeren, for at få denne til at ophæve efterlysningen af den mordeftersøgte terrorist og tidligere SS’er Søren Kam og fem andre danske nazistiske krigsforbrydere fra besættelsestiden.

I 1976 begyndte Erik Haaest endvidere et samarbejde med nazisterne om at få genrejst det ødelagte mindesmærke for de danske østfrontfrivillige i Kongensbro, der i 1971 var blevet sprængt i luften af modstandsfolk. Han plejede i den forbindelse omgang med både tidligere og aktive nazister, bl.a. DNSB-lederen Poul Heinrich Riis-Knudsen. I forbindelse med et propagandamøde for projektet i Viborg udtalte Haaest ifølge Ekstra-Bladet 13/1 1977: ” Jeg vil stå i mindelunden i Kongensbro den 2. juni i år, når den genindvies. Jeg vil stå der, fordi jeg gerne vil være med til at hylde de mennesker, der faldt for en idé, de troede på”.

Om sit forhold til nazisme udtalte Haaest ved samme lejlighed: ”Jeg bryder mig ikke om kommunister. Jeg er antikommunist. Men jeg har ikke gidet sætte mig ind i nazismen nok til at være anti-nazist.”

Holocaustbenægter

På samme tid begyndte Erik Haaest at udgive blade og pjecer, der gav udtryk for holocaustrevisionistiske holdninger. Fire blade blev udgivet under navnene Ny-Revision og Nationaltidende, og i det sidstnævnte fra 1977 kunne man på midteropslaget bl.a. læse artikler med overskrifterne ”Der eksisterede ingen gaskamre i Hitlers kz-lejre” og "Anne Franks dagbog er løgn og svindel”. Artiklerne handlede om holocaustbenægtelse, og Haaest påstod efterfølgende, at han blot refererede hvad andre mente om emnet.

Samme år udgav han pjecen Det magiske tal, hvis hovedindhold var en oversættelse af holocaustbenægteren Richard Harwoods skrift Did Six Million People Really Die? Hæftet indeholdt også overskriften ”Hvad er det med disse jøder?”

Det blev også til en bog det år, Udyr eller hvad? der var et forsvarsskrift for Flemming Helweg-Larsen og fem andre nazistiske terrorister, der efter besættelsen blev henrettet.

Aktivist – yderst til højre

Erik Haaest fortsatte sit tætte samarbejde med nazister og det yderste højre i årene efter. Han blev redaktør af højreekstremisten Hans Hetlers blad Minut, da Hetler blev fængslet for spionage mod venstrefløjen. Haaest startede siden sit eget Danske Tidende, og blev aktiv i Fremskridtspartiet på Mogens Glistrups strammerfløj, hvor han uden held forsøgte at opnå indflydelse.

I 1981 fik Haaest også sit fængselsmartyrium, da han i Ringkøbing arrest afsonede en bødestraf for overtrædelse af racismeparagraffen.

Siden 1987 havde Erik Haaest øjensynligt ingen politiske ambitioner, men holdt sig til sit propagandistiske virke. Det blev til flere bøger med mere eller mindre fantasifulde dokumentariske fortællinger om konspirationer og især besættelsestiden.

Sagen om Kunstrådets legat

I 2006 bevilgede Kunstrådets Litteraturudvalg Erik Haaest to arbejdslegater på i alt 200.000 kr. til udarbejdelsen af de to første bind i en trilogi om medlemmerne af det danske HIPO-korps, der var et dansk nazistisk hjælpepolitikorps under krigen, der udførte terror mod civilbefolkningen.

En kronik af Anna von Sperling i Information den 18. juli 2007, der pointerede det betænkelige i at støtte en nazisympatisør og holocaustbenægters bøger om nazister under krigen, skabte stor debat om Litteraturudvalgets beslutning og Haaests fortid. I den forbindelse udtalte Erik Haaest bl.a.: “Jeg refererede jo blot nogle forskere, der med rette satte spørgsmålstegn ved de overdrevne beretninger. Og med hensyn til Anne Franks Dagbog, så var den jo løgn og svindel,”

Om holocaust udtalte han endvidere: “Efterhånden som tiden skred frem, fik Holocaust-benægterne jo ret et langt stykke af vejen. Jeg siger bestemt ikke, at det var sjovt at være jøde i Tyskland, men der var altså ikke gaskamre i hver en lejr. Thies Christoffersen var jo selv i Auschwitz, og han har fortalt mig, at han ikke engang så noget der.” Han måtte dog vedkende sig over for Information, at nazisten og krigsforbryderen Thies Christoffersen nok ikke var helt korrekt.

En efterfølgende kronik fra Demos-redaktøren Erik Jensen og journalisten og juristen Poul Smidt afdækkede Haaests spegede fortid, og Simon Wiesenthal Centret opfordrede statsminister Anders Fogh Rasmussen til at trække legatet tilbage.

Endelig blev et foredrag med Erik Haaest på Svendborg Bibliotek den 26. september 2007 om hans HIPO-bøger blokeret af lokale antifascister i protest mod hans historieforfalskninger og holdninger til holocaust. 23 demonstranter blev anholdt i forsøget på at forhindre foredraget.

Haaest fik i sidste ende afslag på sin ansøgning om et tredje arbejdslegat til den sidste bog om HIPO’erne, og hans forlag Documentas nægtede at udgive bogen.

Historieforfalskeren Haaest

Erik Haaests virke i debatten og i historieskrivningen siden midten af 1970’erne er et af de tydelige eksempler på højreorienterede historieforfalskeres forsøg på revision af historien og hvidvaskning af eksempelvis nazisternes forbrydelser under anden verdenskrig. Det der gjorde Erik Haaests skriverier så dybt problematiske var ikke det han skrev, så meget som den effektivitet, hvormed han fik spredt sine sammenblandinger af egne nazisympatier og historiskrivning om danske nazister ud til et bredt, alment publikum. Hans bøger om besættelsestiden findes i mere end 1000 eksemplarer på danske biblioteker, og sælger stadig i stor stil. Selvom man ikke rigtigt kan komme uden om, at Erik Haaest med sine bøger tog fat på relevante emner ved besættelsestidens historie, så står spørgsmålet med det alt for oplagte svar tilbage: med hvad formål skrev han?