7. juni 2013

Nazisympatier i Piratpartiet

For en uge siden publicerede Piratpartiet et brev til Margrethe Vestager, der var underskrevet af bl.a. nynazistiske Danskernes Parti. Et af Piratpartiets ledelsesmedlemmer flirter åbenlyst med racisme og nazisme på nettet.

30. maj publicerede den danske udgave af Piratpartiet et åbent brev om valgreglerne, et brev der var stilet til økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. En af medunderskriverne var Daniel Carlsens Danskernes Parti.

Efter massiv opmærksomhed om emnet på nettet tidligere i dag har Piratpartiet nu slettet Danskernes Parti som medunderskrivere og formanden Andreas Petri Petersen har udsendt en erklæring på Facebook:

Det skal gøres klart at Piratpartiet ingen politiske holdninger deler med medunderskriverne andet end kampen for at blive opstillingsberettiget og at få lov at ændre de eksisterende love der gør det svært for nye partier at stille op til folketingsvalg.

Mange lader til at være under det indtryk at der er tale om et større samarbejde med Danskernes Parti, dette har ikke noget på sig. Piratpartiet har leveret en platform, i form af et åbent brev, hvor andre små partier kunne tilslutte sig. Målet var at alle skulle være velkomne og at der ikke ville blive diskrimineret på politisk farve. Der skulle tydeligvis have været udvist mere skepticisme overfor medunderskriverne og vi beklager de forkerte signaler det har måtte sende om Piratpartiet selv.

Piratpartiet ønsker at være et parti der tager dets medlemmers stemme seriøst og tilpasser sig derefter. Et af problemerne i moderne politik er at mange etablerede partier ikke vil erkende hvis de har lavet en fejl, det ønsker vi ikke at være en del af. Derfor kommer denne besked nu som en reaktion på jeres feedback.

Tak fordi I siger jeres mening og hjælper med at gøre Piratpartiet til det parti folket ønsker det skal være!

Så skulle man tro at sagen stoppede dér. Men trods ovenstående erklæring har en af Piratpartiets bestyrelsesmedlemmer, Emil Kirkegaard, en tilgang til spørgsmål om racisme og nazisme, som man ellers kun finder i, ja, nazistiske grupper. På Piratpartiets forum skriver han:

Hvis ens indvandring består primært af lav intelligente mennesker, så bliver det meget, meget dyrt for landet. Og det er præcis det vi ser i de vestlige lande nu.

Både Emil Kirkegaard og flere andre af partiets aktivister forsvarer samarbejdet med Danskernes Parti.

Samtidig kan man på Emil Kirkegaards Facebook se et foto, hvor en ukendt person heiler i baggrunden, mens Emil Kirkegaard smiler til kameraet. Emil Kirkegaards kommentar lyder: "Der bliver heilet for føreren".

Se dokumentation