25. november 2010

Nazileder mister plads i kommunalbestyrelse

Ved valget i Sverige i september fik Svenskarnas Parti (SvP), tidligere kendt som Nationalsocialistisk Front, éet eneste mandat. Det risikerer de nu at miste.

Det var et af partiets helt centrale medlemmer, Daniel Höglund, der blev valgt ind i den lille kommune Grästorp.

Da Daniel Höglund ikke længere er indskrevet i Grästorps kommune, men derimod i Vänersborg Kommune, mister han pladsen i Grästorps Byråd, som det nazistiske parti Svenskarnas Parti vandt ved kommunalvalget i efteråret.

Årsagen til kommuneskiftet er, at skattemyndighederne har lavet en undersøgelse af Daniel Höglund, da der var tvivl om, hvorvidt han rent faktisk var bosat i kommunen. Hans familie har nemlig hele tiden været bosat i Vargön i Vänersborg Kommune. Undersøgelsen viste, at Höglund ikke er bosat i Grästorp, på trods af at han har været indskrevet i kommunen siden den 17. juni i år. Derfor indskrev Skat ham i mandags i stedet i Vänersborg Kommune, hvorfor han ikke længere kan repræsentere Svenskarnas Parti i Grästorps byråd.

I dag, torsdag, holder Grästorps kommune kommunialbestyrelsesmøde, og Daniel Höglund har herefter tre uger til at anke sagen.

Grästorps borgmester Roger Anderson (C) udtaler til Radio Vara, at der muligvis kan findes en anden person i kommunen, som kan overtage Daniel Höglunds plads i byrådet, eftersom mindst én af Svenskarnas Partis stemmesedler indeholdt et andet navn. Denne person skal nu spørges, om han ønsker at repræsentere partiet i byrådet i stedet for Daniel Höglund, og hvis ikke dette er tilfældet mister nazipartiet altså deres mandat i byrådet.