1 august 2011

Nationaldemokraterna i åben intern krig

Søndag aften meddelte en række ledende medlemmer af det svenske parti Nationaldemokraterna, at de forlader deres poster som følge af en intern magtkamp.

Den forladte og forhadte Marc Abrahamsson.

Blandt udbryderne er blandt andet Daniel Spansk, der besidder et af Nationaldemokraternas tre kommunalbestyrelsesmandater. Han repræsenterer partiet i Nykvarn 50 kilometer uden for Stockholm.

Også flere centrale folk omkring partiets ugeavis, Nationell Idag, der sidste år blev tildelt statslig pressestøtte, har sagt farvel.

En gruppe af de udmeldte har valgt at skrive en lang, offentlig tekst om hvorfor de ikke kan være en del af partiet, så længe det styres af den nuværende partileder Marc Abrahamsson, som de beskylder for at være diktatorisk og enerådende.

De seneste år har partiet været en skygge af sig selv, blandt andet fordi store dele af ungdomsorganisationen splittede ud og dannede den uafhængige, fascistiske gruppe Nordisk Ungdom. Det var Nordisk Ungdom der stod bag årets nationalistiske 1. maj-demonstration i Västerås.

Allerede nu er der spekulationer om, hvorvidt bruddet vil betyde enden for Nationaldemokraterna og avisen Nationell Idag, og om udbryderne i stedet vil gå over til konkurrenten, det reformerede, nazistiske parti Svenskarnas Parti (tidligere Nationalsocialistisk Front).

For videre læsning anbefales Expos tema om Nationaldemokraterna