13. juni 2014

Møde om den radikale højrefløj i Europa

Torsdag den 19 juni indbyder Forlaget Solidaritet, Foreningen Demos og Transform!Danmark til foredrag og debatmøde om den parlamentariske højrefløj i Europa. Til mødet kommer de to forfattere af bogen “Europas radikale højrefløj”, der udkom på dansk i maj måned.

Bogens forfattere, Martin Langebach og Andreas Speit, har rejst rundt i 11 europæiske lande og undersøgt, hvordan højrefløjen har formet sig under forskellige nationale forhold, både på gadeplan og parlamentsniveau.

Teksterne i bogen har form af reportager, og forfatterne formår på den måde at give et læsevenligt og solidt bidrag til debatten om højrefløjens vækst i Europa.

I bogen undersøges højrefløjens politiske rolle og indflydelse i Europa, såvel som grundene til højrefløjens vækst i nogle lande og stilstand i andre, med et kritisk blik. Der sættes blandt andet spørgsmålstegn ved en af de typiske begrundelser for højrefløjens vækst, nemlig den økonomiske krise.

I forordet til den danske udgave lyder det blandt andet: “Det, som forener den radikale højrefløj, er modstanden mod EU og det multikulturelle samfund. Man kunne også vende det hele på hovedet og sige, at det er EU-projektet med dets neo-liberale indre marked … som giver vækstbetingelser for tilslutningen til de højreradikale partier og grupperinger”.

Bogen stiller dermed skarpt på både fællestræk og forskelle blandt de mangeartede højrefløjsgrupperinger og -partier, der findes i de europæiske lande.

Bogen udkom på tysk sidste år og på dansk umiddelbart op til EU-parlamentsvalget. Men også efter valget har den sin relevans som redskab til at forstå den markante fremgang for de højreradikale og højrepopulistiske partier.

Hvis du har lyst til at blive klogere på den europæiske højrefløj og få muligheden for at diskutere med de to forfattere, anbefaler Projekt Antifa, at du kommer forbi Internationalt Forums lokaler på Griffenfeldtsgade 51, torsdag den 19. juni kl. 19.

Vær opmærksom på, at oplæg og diskussion vil foregå på engelsk

Se invitation på facebook