4. maj 2011

Michael Ellegaard anholdt og ransaget i forbindelse med dobbeltdrab

Torsdag den 28. april blev Michael Ellegaard, formand for Frit Danmark, anholdt og afhørt i forbindelse med det uopklarede drab på et midaldrende ægtepar i Tusindårsskoven i Odense.

Michael Ellegaard og Frit Danmark er tidligere, af Researchkollektivet Redox, blevet sat i forbindelse med den højreekstreme forening Vederfølner. Vederfølners formand Lars Grønbæk Larsen stillede op som nummer to på Frit Danmarks kandidatliste til sidste kommunalvalg. Michael Ellegaard har ligeledes forbindelser til den racistiske forening SIAD (Stop islamiseringen af Danmark), som plejer omgang med nynazister fra DNF (Danmarks Nationale Front).

Ellegaard blev kørt til afhøring på Odense Politigård alt imens hans kolonihavehus i Odense og hans hjem i Bolbro (Odense V), samt kærestens lejlighed blev ransaget. Politiet var mødt talstærkt op med 14 betjente og tre hundepatruljer, hvilket skræmte højreekstremisten. ”Det var da en chokerende oplevelse, at der stod 14 betjente uden for min dør”, udtaler han til Ekstra Bladet.

Politiet havde fået flere anonyme henvendelser omhandlende Michael Ellegaard, og det var derfor de skred til anholdelse og ransagning. Det er offentligt kendt, at højreekstremisten har et våbenlager. Ellegaard har flere gange tidligere stået frem på tv og fremvist sine PCP-våben – et kraftigt luftvåben – hvilket må have vakt bekymring i hans omgivelser. Det var da også mordvåbnet i sagen fra Tusindårsskoven, en maskinpistol, som politiet var på jagt efter. Da Michael Ellegaard er tidligere voldsdømt og har overtrådt våbenloven, samt på baggrund af henvendelserne, var der, ifølge politiet, ikke noget underligt i, at han blev afhørt. Det er dermed 12. gang på 10 år, at formanden er blevet meldt til politiet. Ellegaard blev i forbindelse med afhøringen tilbageholdt i seks timer, og han er ikke sigtet i sagen.