30. januar 2012

Menneskerettighedsdommer i Højesteret i forbindelse med undersøgelser af Francoregimets tortur og mord

Tirsdag den 31. januar skal dommer Baltasar Garzón på anklagebænken i den spanske højesteret i forbindelse med igangsættelsen af undersøgelser af forsvindingen af 114.000 mennesker under den spanske borgerkrig i 1936-1939 og under Francos derpå følgende diktatur, der varede indtil hans død i 1975.

Sagen, der snarere drives af nationale politiske hævntogter end af legitime juridiske argumenter kommer til at have stor betydning for den fremtidige kamp mod menneskerettighedsovertrædere.

I oktober 2008 gav Garzón, på baggrund af en begæring fra ofre og pårørende til ofre for tortur og mord under Francos regime, ordre til udgravninger af 19 massegrave i Spanien og sigtede herved Franco og hans medskyldige posthumt for mord på og forsvinden af mere end 114.000 mennesker.

Sigtelsen blev imidlertid kort efter udfordret af Spaniens chefanklager, Javier Zaragoza, der mente at sigtelsen var i strid med amnestiloven fra 1977, der blev vedtaget efter Francos død med støtte fra militæret, og som forbyder enhver retsforfølgelse af enhver forbrydelse af politisk natur begået under Franco-årene. Amnesty International opfordrede i 2008 Spanien til at droppe selv samme lov, hvilket endnu ikke er realiseret.

Retssagen mod Garzón blev en realitet i 2009, da de tre højreorienterede grupper Manos Limpias (Rene Hænder), Libertad e Identidad (Frihed og identitet) samt Falangisterne, på baggrund af chefanklagerens udtalelser, sagsøgte dommeren for magtmisbrug i henhold til overtrædelse af amnestiloven.

Retssagen mod menneskerettighedsdommeren er kontroversiel og lugter af korruption, hævnmotiver og en manglende evne til at konfrontere landets sorte fortid. Marcos Ana, den fange der har siddet længst tid i Francos fængsler, hele 23 år, uddyber: ”Det de gør mod Garzón er en uretfærdighed. Fortidens mørkeste kræfter vil dominere fremtiden. I højesterettens tribunal sidder der stadig dommere, der var Francotilhængere”. Højesteretten har, som Marcos Ana hentyder til, en række dommere udpeget af det højreorienterede Partido Popular (Folkepartiet), der blev stiftet af en af Francos tidligere ministre.

Garzón blev for alvor kendt i 1998, da han udstedte en arrestordre mod den chilenske diktator Pinochet. Arrestordren førte til en arrestation i London og en senere løsladelse pga. helbredsmæssige årsager, men banede vejen for en af-immunisering af den tidligere diktator samt en retsforfølgelse i Chile. Igennem hele sin karriere har Garzón bekæmpet menneskerettighedsforbrydere, organiseret kriminalitet, korruption og terrorisme. Undersøgelserne har imidlertid ikke kun givet Garzón fjender på højrefløjen, idet han i slutningen af 80’erne igangsatte undersøgelser af regeringsstøttede dødspatruljer, der havde til formål at bekæmpe ETA, og som førte til en socialistisk regerings fald i 1996, hvorfor dommerens fjender også tæller magtfulde venstrefløjspolitikere.

Garzón har endvidere bred opbakning blandt den spanske befolkning, der søndag var på gaden i indignation over retssagen mod ham. Demonstrationen samlede tusindvis og talte bl.a. politikere, pårørende og ofre for Francos tortur og mord, samt prominente spanske kunstnere. Når Garzón tirsdag skal på anklagebænken vil der igen være demonstrationer foran højesteret.

Retssagen møder på forhånd kritik fra Amnesty Internationals advokat Hugo Relva, der udtaler: ”Hvordan kan det være at dette land er fyldt med massegrave og ingen bekymrer sig om det?... Sigtelserne bør trækkes tilbage, dette er en sand skandale!”

Lederen af CCOO (Confederación Sindical de Comisiones Obreras, Fagforeningsforbund for arbejderkommissionerne), Ignacio Fernández Toxo, udtaler ligeledes til søndagens demonstration: ”Garzón har givet et eksempel på mod og bliver nu udsat for en lynching. Jeg er kommet, fordi det handler om retfærdighed og er absolut nødvendigt at være her i dag.”

Retssagens udfald, der kan koste dommeren hans licens i 20 år, og derved vil ende hans karriere, kommer til at sende et stærkt signal i forhold til den fremtidige forfølgelse af menneskerettighedskrænkere og ethvert lands evne til at konfrontere sin sorte fortid.