23. november 2009

Martin Lindblom er død

Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om, at Martin Lindblom i morges tabte kampen mod kræften. En af de mest fremtrædende personer i den antifascistiske bevægelse har forladt os.

Martin Lindblom, 1966-2009.

I marts ’92 sprang der en bombe i Søllerødgade, der dræbte en antiracist. Det stod klart for alle, at nazister stod bag. Samme aften var der en manifestation udenfor lokalerne hvor bomben var sprunget. Her besluttede Martin, sammen med en kammerat, at det var på tide at organisere det antifascistiske arbejde – og det blev der så gjort. Kimen til Antifascistisk Aktion i Danmark var lagt.

Op igennem halvfemserne spillede Martin en helt central rolle i AFA, og da han senere forlod AFA, helligede han sig sit nye livsprojekt – Modkraft.dk. Røverhistorier fra de glade halvfemsere mangler der bestemt ikke, og i den kommende tid vil de formentligt blive genfortalt et utal af gange, for at mindes vores kammerat.

Helt op til sin død var Martin en nær ven og samarbejdspartner for os i Antifascistisk Aktion. Han stillede altid op. Uanset om vi havde brug for råd, for at diskutere nye ideer eller blot godt selskab, så har Martin været et fristed for os, og mange af de projekter vi i den seneste tid har lanceret, er blandt andet blevet til efter diskussion med ham.

Tabet af Martin Lindblom er hårdt, for ikke alene har vi mistet en tæt samarbejdspartner; vi har også mistet en nær ven.

Kampen fortsætter!

Altid savnet, aldrig glemt!

Antifascistisk Aktion