11. februar 2010

Manifestation mod nazivold samlede 60 personer

Cirka 60 antiracister blev med mindre end 20 timers varsel mobiliseret til en mindre manifestation mod de brutale nazistiske overfald i lørdags.

Foto: Fra demonstrationen "Giv Århus smilet tilbage" (oktober 2008).

Demonstrationen løb af stablen på hjørnet af Mejlgade og Graven i Århus, lige ved siden af overfaldsstedet. Cirka 60 personer var mødt frem, efter der via sms og nettet var mobiliseret fra sent tirsdag aften. De 60 personer uddelte løbesedler til alle forbipasserende.

Til stede var også det ene af de to overfaldsofre fra lørdag aften. Han blev interviewet af TV-Avisen.

En del presse var mødt frem, efter at nazigruppen DNF på deres hjemmeside havde truet med at dukke op, og blandt andet skrevet: "Et er dog sikkert: Danmarks Nationale Front kommer over og ser på begivenhederne. Alle mand til Aarhus!"

Som ved demonstrationen i lørdags forblev DNF’s trusler ved truslerne, og nazisterne var intet sted at se.