2. januar 2011

Livstidsdom til general Videla

I 1976 stod general Jorge Rafael Videla bag et kup i Argentina. Sammen med to andre militærmænd afsatte han regeringen og overtog magten. Den nye militærregering oprettede et fascistisk diktatur som var ved magten indtil 1983. Denne periode går også under navnet "den beskidte krig".

Videla og Pinochet

Fra 1976 til 1981 var Videla præsident af Argentina. I denne 7årige periode blev omkring 30.000 mennesker bortført og slået ihjel. Tortur blev i massiv grad anvendt og ”efterladte” børn fra ”forsvundne” oppositionsfolk blev givet til familier som var tæt på militærmagten.

Videla blev sigtet for flere tilfælde af mord, tortur og bortførelse. Under retssagen forsvarede han stadig denne grusomme repression mod oppositionen. Den nu 85årige general blev i december idømt livsvarigt fængsel for forbrydelser mod menneskeheden, herunder drab på sine politiske modstandere.

I 1985, to år efter diktaturets ophør, blev Videla for første gang dømt til livstid for mord, bortførelse og tortur. Fem år efter, i 1990 blev han benådet af Argentinas daværende præsident, Carlos Menem.

I juni 2010 blev han igen sigtet for mord, tortur og bortførelse. Denne gang blev han sammen med 14 andre ansvarlige fra diktatortiden, herunder bl.a. den forhenværende general Luciano Benjamin Menendez. Fra ham stammer citatet: "Vi bliver nødt til at slå 50.000 mennesker ihjel. 25.000 subversive, 20.000 sympatisører og 5.000 hvor vi tager fejl." (Paul H. Lewis: Guerrillas and generals: "The Dirty War in Argentina")

Videla og de 14 andre blev alle dømt til livstid. Videla skal afsone sin straf i et almindeligt fængsel.

Dommen bringer ikke ofrene fra militærregimet tilbage, men dommen sikrer at Videla og de andre dømte ikke slipper for konsekvenserne. I modsætning til de tidligere retsager kan de dømte ikke benådes.